How Did I Get Here? ~ Åben Tråd!

"Foo.. Fooood..."
Please.. Let me reach the delicious food..

En tør stemme, der lød underligt sulten, brød ørkenens tavshed. Lyden af ord stammede fra en lille skikkelse, der så ud til at være faldet om midt på det orange sand, der fyldte landskabet uanset hvilken vej ens øje valgte at kigge. Personens krop var dækket af et utroligt tyndt stof, der kun beskyttede den overkrop og de lår, der havde hele forsiden vendt imod det hårde underlag af mikroskopiske sten.
En hånd havde strukket sig foran personens hoved, og prøvede tydeligvis med nogle krampagtige fingerbevægelser, at få fat i noget lidt længere fremme. Det var en slidt, muggen rygsæk, der tydeligt stank af fordærvet kød og blod. Der var store pletter af rødt, imod det grønne læder, som indikerede at lugten var meget præcis. Der lå fire lunser af elver-kød i den gamle taske, ubeskyttet, så dets endnu friske blod kunne sive ud og sprede sig i store pytter.

Solen brændte med en uhyggelig kraft, selvom det stadig kun var forår. Men ørkenen havde altid været kendt for dens årlige, ubarmhjertige varme, der slog flere levende væsner ihjel, end menneskene nogensinde havde bedrevet. Hvilket var lidt af en bedrift, taget i betragtning, hvilket destruktivt temperament de fleste af dem havde. Det fik Beatrice, den nær-besvimede kvinde på den gullige sandbund, til at ryste på hovedet over dem. Hun slog ihjel for at kunne leve den næste dag, uden at være døden nær. De, menneskene, slog ihjel uden nogen form for særligt gode grunde. Hævn. Jalousi. Pengebedrageri. Alle mulige smålige begrundelser, der mindst endte 15 liv om dagen.
Hun gøs på den ellers brændhede sandbakke, inden hun gjorde et nyt forsøg på at nå den aromarige taske. Det eneste hun behøvede var et par store mundfulde af det himmelske flæsk fra en teenage-elverknægt, og slukke tørsten med et par talrige slurke af blodet, der stadig dryppede fra det saftige kød.

"Just one inch mooooore..."

Solen bagte ned over det brændende sand, og opvarmede det om muligt endnu mere. Få kaktusser var spredt ud over den mange kilometer store ørken, med så stor mellemrum, at man på ingen måde ville kunne overleve, kun med deres sparsomme væske og næring.

The Secret Chaos trådte over en sten, med en alt for glidende bevægelse, der tydeligt viste at han umuligt kunne være menneskelig. Den bare overkrop glinsede fra sveden, der skinnede i solens varme stråler. Derimod så cowboybukserne der beklædte hans ben, slet ikke ud til at være opvarmet.

Hans intense, næsten hyptoniserende isblå blik gled søgende rundt mellem ørkenens tomhed, og øde sand. Som en kat strakte han kroppen, i endnu en bevægelse som et menneske umuligt kunne have været i stand til. Men i hans ansigt, syntes han ikke at lægge mærke til varmen.

Det mørke, bløde hår blev pustet omkring hans ansigt, i en vind der næsten brændte på huden. Hans lange, slanke fingre blev løftet, og gled gennem hans hår, og fik dermed rodet endnu mere op, i hans perfekt skødesløse hår der krøllede en smule, udvalgte steder.

Hans blik fandt en skikkelse, der lå på det tørre sand, sekundet inden hendes stemme nåede hans ører. Et charmerende, skævt smil gled frem på hans læber, og han var derovre i få, hastige skridt. Han stoppede op så tæt på hende, at hans fødder kun var nogle få centimeter fra hendes arm.

Hans øjne fandt en rygsæk lidt fra dem, og hans fingre snoede sig om stroppen på den, efter han fik bukket sig ned. Han trak den med sig op, og stod nu med den muggengrønne rygsæk, hvorfra der dryppede blod fra, i små rytmiske plask, som i en regn.

Et par af dråberne landede på kvindens krop, men det syntes James ikke at bemærke. Han syntes heller ikke at se den udsultede krop som en trussel, for han tog sig god tid med at studere rygsækken, inden han holdt den en smule højere op, og endelig fangede den kvindelige skikkelse med blikket endnu engang.

"Is this yours, Miss?"

Han stemme var hverken flad, eller så udtryksløs som hans ansigt, hvorpå kun undersøgelsen kunne ses. Men i hans stemme kunne man både høre drilleri, og en smule kedsomhed, på trods af at han havde fundet sig, hvad der kunne betegnes som legetøj.

"Is it blood? Bad girl. You're not supposed to kill."

Beatrice besluttede sig hurtigt for at tage én ting ad gangen. Derfor sænkede hun langsomt hovedet ned mod den barm, de to rystende hænder pressede sammen, så det blev en akavet kavaler gang med røde pletter på overfladen.
Det var væsken fra tasken, som den ellers hypnotiserende mand havde trukket op af sandbakken. Hun ignorerede fuldstændig manden, idet hendes tunge gled ud imellem de sprukne læber, og lavede en lang savlstribe hen af det første bryst, der var dækket af et par mørkerøde pletter af væske. Sådan blev hun ved, indtil huden var fuldkommen dækket af det gennemsigtige vand fra hendes mund, men fuldkommen blottet for blod.

Kvindens hænder rystede stadig, selvom det var begyndt at aftage. Hele hendes krop summede blidt, idet den fortryllende smag af blodet havde haft en beroligende effekt på hendes før så hungrende mave. Hun løftede blikket, mødte mandens neutrale blik, og havde automatisk lagt begge håndflader ned på det nærmest stegende gulv af sten, der optog den ulidelige hedebølge. Hun blinkede en enkelt gang, slikkede sig om munden hvis der nu skulle være rester af elverkødets blod tilbage, og da tillod hun sig selv at svare på hans humoristiske kommentar, om hendes mord.

"If I'm not supposed to kill, then how do you imagine that I will get to survive, when I have to feast on flesh?.. Sir"

Beatrice havde haft et ekstra tryk på det sidste ord, idet et angrende smil spillede sig på hendes læber, der var på nippet til at revne fuldkommen. Hendes blik flakkede ikke, hun kunne simpelthen ikke fjerne øjnene fra hans, men hun var nervøs og bange. Rædselsslagen.
Hvis manden angreb nu, ville hun ikke kunne nå at løbe sin vej. Hvis han voldtog hende, ville hun ikke engang kunne skrige på hjælp, for der ville ingen helt være i nærheden. Hvis han gjorde noget andet farligt eller skræmmende, ville hun kun kunne sidde som en statue, lammet af rædsel.
Derfor var det lidt af et mirakel, at hendes stemme hverken rystede eller knækkede midt over, da hun havde talt til manden, der havde en underlig skønhed over sig, der sammentidigt virkede faretruende og advarende.
Som en naturkatastrofe. Elegant, respekteret og aldeles farlig.

James betragtede hende udtryksløst, da hun gjorde nogle mærkværdige ting, for at få suget det dryppende blod op. Først da hun løftede blikket, og syntes at fokusere på ham, bevægede hans krop sig. Før havde han stået overmenneskeligt stille, som en statue uden liv.

Men nu spændte han musklerne en smule, og fik snoet armene rundt om hinanden, så de lå over kors ved hans bryst. Tasken, der stadig dinglede fra hans fingre, blev slippet så den faldt ned og landede på jorden et par centimeter fra hendes krop, med et blødt dump.

"Who says, that we have to survive? You're a demon, am I right?"

Et charmerende smil bredte sig på hans læber, og og han lænede sig en smule forover, tilsynladende uden at tænke over at hans muskler bevægede sig i en glidende, unaturligt smidig bevægelse under hans hud, i samme ubetydelige bevægelse.

Hans hånd gled længere ned imod hendes, som tilbød han hende den, som støtte til at komme op fra det brændende varme, tørre sand der ellers var hendes nuværende underlag. Hans lange fingre straktes i samme bevægelse, og endnu engang kom det til udtryk, at han ville hjælpe hende op.

"Here, let me help you up, mrs. You need to come home, young lady. What is your name? I need your name, to find your home."

Solen bagte på hans overkrop, og for hver sekund der gik, syntes varmen at blive mere og mere ulidelig, og brændende. Som ville deres kroppe gå op i aske, hvis de ikke snart kom ind i skyggen, og fik noget væske til at tørre deres tilsynladende tørre munde.

Men intet af dette syntes James at bemærke. Hans muskler bevægede sig muntert under huden, og på trods af den ekstra varme bevægelserne måtte forårsage i hans krop, så det ikke ud til at genere ham. Heller ikke den brændende sol, så ud til at være et problem.

Han så næsten for sund og for godt ud, til at det ville være en rationel tankegang at han var faret vild ude i ørkenen, og var døden nær - Som kvinden på jorden. Han så velnæret ud, og mest af alt ville man få indtrykket at det var en motionstur han var på. Eller måske en løbetur i ørkenen?

"What are such an young lady, doing out here? Most people die out here, you know."

I starten af sætningen var han stemme en smule nysgerrig, men dog stadig høflig og havde et strejf af venlighed. Dernæst ændrede den sig hastigt til en munter, og ironisk melodi, der tydeligt fortalte at han godt vidste, at hun var bekendt med dét faktum, at folk døde herude.