Bloody colosseum - Åben tråd

My name is Nateus, but why would you care? the anwser is.. you don´t. and either do I. I have seen my brothers and sisters in arms fallen in this sacred place, like was they cattle getting slaughtered to the cheer of the crowd. no mercy shown. for the first step into the arena, your life hold no value. you eyes can be brutaly forced out of your skull, but your cries and screams will be overheard by the endless cheering of the crowd. you might belive those last moment of your life to be glorious and epic, but nope.. not in this place.. you are going to die in a pool of your own blood, while hoping to see deaths ugly face, just to get the pain away.
drinking, yelling, money and blood. this place is nothing more to those people. they give no shit about the honor and glory there is within these wall. every life you take, gives your own a little more value. many figthers here come because of the fighting and money, but sooner or later, these walls are going to change you. you might say vanpires, demons, and other dark beings see death every day, but not like this place. even the strongets will are going to break like a six year old lollipop. either you die, or you become a part of the arena. that is what I have become. I have comepletly lost my mind. I am a part of this place now. blood. glory. that is what I have become. it is funny. I started when I was a young demon. I was in need of money. but over the years of winning, over the years of killing in the most evil ways. I have lost my life to this place. I can stop. but like I said. I have gone comepletly insane. so how could I stop now?
I am here to give you a good show. to kill some new kids hoping to get some quick money. and to stay alive. My life just simpley isent more then that.

Nateus så mod de tre væsner på den anden side af det rustne jern som skullle adskille dem indtil videre. den ene var en stor bredskuldret mand, og den anden en sød ung kvinde, og den tredje en lille spinkel mand. Nateus tog en lang vejr indtrækning i det stille øjeblik hvor kampen ikke var begyndt, og han nød stilheden der herskede hans sind lige nu. jernet gik op, og kampen var nu begyndt, og med Nateus fulde dæmoniske fart var han hoppet gennem luften med armen fremaf men også til siden som var det et drabeligt kram fra en flyvende isbjørn der kom hen mod manden i midten. Nateus plantede sine knæ i mellemgulvet på den store mand, og han faldt ned mod jorden med det samme af den store kraft lagt sammen med vægten fra Nateus store krop der bliv trykket mod hans bryst. Nateus havde ikke nået ramme jorden sammen midterste mand, før Nateus havde svinget sine store klå agtige hænder frem og tilbage, hvor de på tilbage vejen rammede ind i bagsiden af knæet på de to til siderne, da ham til venstre nedelig havde rejste sig op, og bliv derfor sammen med kvinden endnu engang tvunget til at miste fodfæste på jorden, og men Rafael havde sat de to turtel duer en 20 centimer fra fodfæste, rejste han sig halvt op, hvor så manden under sig skulle til at rejse sig op for at undgå hvad end der skulle ske, men han fik kun lige kigget op før Nateus var på vej ned igang far hans halv rejsning, denne gang brugte han bare tyngde kraften til at lagde knæet der før var på mandens mellemgulv, bliv peget direkte ned mod mandens kæbe, og da knæet ramte enden af hagen var der ingen tvivl om at den store knæk lyd der fulgte var fra mands kæber der bliv flået fra hinanden, og da de to om var sat på en kort flyve tur ramte jorden, havde manden i midten en tvunget åben mund hvor man kunne se at kæben raslede fra side til side, da der ingen modstand var i kindbenmusklerne. Nateus rejste sin ene hånd over hovedet og peget to finger frem, og lod dem bore sig ind i den åbne mund, og uden omtanken bliv tungen, ganen, og det bagerste kød brutalt mast til ukendelighed, og manden prøvede at skrige men var bare ved at drukne sig selv i det afrevet kød og de forskellige mundvæsker.
Nateus fik den pige til højre kastede over sig, og de rollede en enkelt gang, før Nateus rev korset af læder strobben om halsen, og knættede hånden om det så hårdt kan kunne, og slog hende gentagende gange på højre side af hovedet til man efter nogen hurtige hårde slag kunne se at højre side af kraniet lå åbent, halvdelen af hendes hjerne var begyndt at falde ud af huldet i hendes hovede, og før Nateus kunne slå endnu en gang, stoppet han, og begyndte at snave den lidende pige, som ville være død efter et par sekunder når de sidste narve baner løb tør for ordre fra hjernen, men det gav ham rigeligt af tid til at kunstigt holde hende i live ved at langsomt suge sjælen ud af munden på ham. hendes krop rystede som var der latterligt mange volt gennem hende, og det var der en grund til, Nateus havde aldrig hørt noget større skrig end det man kunne høre i hovedet når man skillede sjælen fra sindet og kroppen, og lige meget de piske slag eller hvor meget han tvang brænede jern ned i deres hals, ville det aldrig give samme smerte sammetrækninger som det han kunne føle de havde når man rev selve livet fra dere åndelige favn, og man kunne også se at til det sidste lid hun forfærdeligt til det øjeblik Nateus faldt ned på ryggen, og så med em tomt blik på den sidste.

mens alt dette skete, var der en mand som nyd et glass hvid vin mens han håbet på han ikke ville tabe for meget på denne kamp, dog kunne han godt se hans hold var ved at tabe, og måtte sukkende læne sig tilbage i hans læder belagte stol, og studret kampen fra hans gode plads i de mere fine rækker. han havde et par terning i hånden som han leget med, og var i et meget eftertænksomt humør lige nu.
hans tøj var et lidt victoransk jakkesæt (se profil billede) han sad ved et lille rundt bord, hvor der stod hans vin glass, og hans fine cobra stok var sat op af bordet. den var lang og havde en stål cobra slange forenden, som man kunne holde og have et godt greb om. Manden hed Gideon, han havde taget et par timer fri til at nyde noget traditionelt blod kamp i Cauldron of Blood, eller Bloody colosseum, som han personligt havde kaldt det i noget tid siden navnet kom frem over en samtale med en engelsk frue fra london. han havde ikke set hende længde, og faldt i snak om stedet og syntes hendes navn var fint nok, han vidste ikke hvad der lyd bedst, og var også lidt ligeglad, bare man kunne byde penge, møde kloge kvinder, og se blod samme sted, så var alt som det skulle være, så fuck navnet efter hans mening, hvorfor ikke bare kalde det paradis.

Gideon sippede igen roligt til hans vin, og lagde som altid planer for alt, og tænkte om alt som var det strengt nødvendigt for hans liv. han havde altid haft en forkærlighed for at tænke alt igennem. Gideon kiggede udover folke mængden, og så om der var nogen kendte ansigter, eller om der bare var nogen han ville bruge sin tid på.

Caelyn var en lille, spinkel, mørk skikkelse blandt så mange andre blandt publikum. Hun forsvandt næsten i mængden der bølgede og skreg til de mennesker de havde sat penge på. Caelyn jublede ikke, men hun så ud til at nyde showet. Dog fortrak hendes ansigt sig i afsky da den unge kvindes hjerne svuppede ud af kraniet og klaskede ned på arenaens gulv som en våd, itureven svamp.

Hendes blege ansigt var skjult bag en lige så bleg maske. Den skjulte hele hendes ansigt, og så næsten ud til at være smeltet fast til hendes ansigt langs dens kanter. Et grusomt, næsten undskyldende, smil var malet på maskens læber, og så ikke just behageligt ud.
Når hun rykkede hovedet frem og tilbage daskede hendes lange, stramme fletning til de andre publikummer, men igen så ud til at interessere sig for det, så længe nogen blev revet i stykker på arenaen. Bag masken havde Caelyn et stift smil. Nateus var grusom, og hun gruede for den dag hun skulle møde ham i arenaen.

Ja, Caelyn var ikke blot en tilskuer i Cauldron of Blood, hun var også deltager. En ret garvet deltager, rent faktisk. Hun havde hurtigt kæmpet sig langt op af rangstigen. Hun var også kend for sin dårlige vane med at tilbyde sine modstandere at tage fra arenaen med livet i behold. Nogen gange flygtede de som grise ved slagteren, andre gange sprang de på hende uden at vise taknemmelighed over hendes tilbud.

Ingen kendte hendes virkelig identitet, og sådan ville hun også have det. Når Caelyn trådte ind over dørtærsklen til den underjordiske arena, var hun ikke længere rougeelveren Caelyn, men deltageren kendt som The Banshee.

Hun lænede sig tilbage i sit sæde, og rettede på masken. Det så ikke ud til at disse deltagere ville holde meget længere - det meste af dem var allerede spredt ud over arenaen. Det så snart ud som om kampen var slut.
Så vidt hun viste var hun den næste. Men hun tvivlede meget på at de ville krydse hende med Nateus. Hun var trods alt kun en rookie, og han var en af arenaens garvede deltagere.