Recycle or die - William

Lyden af latter fra mange unge mennesker, lugten af alkohol og sved. Alt det samlet på ét sted. Ivan løftede blikket fra sin bærebare i et øjeblik, for at stirre ned på den lille scene, hvor en lille mand rendte fra side til side som om han skulle tisse, mens han prøvede på at få folk til at grine, ved enten at fornærme politikere, skuespillere eller sig selv.
”...-And why do they do that!?” Lød det i de lofthøje højtalere. Folk grinede og slog sig selv på lårene. Ivan havde ikke fået det hele med, men tillod sig at grine med, da det jo smittede. Han vendte blikket mod skærmen igen, for at skriple videre som en gal, med et koncentreret blik, dog hang et smørret smil stadig på hans smalle, let adskilte læber.

Manden havde valgt at parkere sin bag ved et af de runde, sorte borde tættest ved baren. Både fordi der sad en stikkontakt i væggen lige ved siden af, i tilfælde af at computeren kunne finde på at løbe tør for strøm, men også fordi han havde én eller anden idé om at signalstyrken til internettet var bedre dér hvor han sad. Af tøj, bar han en hvid T-shirt med ordene: ”Recycle or die” trykt i sort, af bukser bar han kun et par normale mørke cowboybukser. Andet havde han ikke fået med, før hans ex-kone så voldsomt havde tvunget ham ud af lejligheden. Ikke engang sko. Men det var ikke noget nyt at han blev skubbet ud. Det skete nogen gange, hvis han havde glemt at hænge vasketøj op, eller bare havde siddet hele dagen, uden at gøre noget. Det irriterede hende vel.

Ivan lod tænkende sine fingre glide hen over sine læber, imens han stirrede blankt på skærmen. Han var gået kold. Han kunne ikke finde på mere at skrive. Han lænede sig tilbage i stolen og strakte armene over hovedet med et gab.

Med hovedet løftet og ryggen rank, kom William spadserende ind på klubben. Dette var ikke et af de steder han ofte opholdt sig, da de fleste der kom her var mænd. Hvis han endelig skulle være så heldig at spotte et hunkønsvæsen, var det oftest en af de typer der overhovedet ikke snakkede, og egentlig mest af alt lignede en, der havde lyst til at begå selvmord.
Nu var han dog alligevel endt her, for tidligere på dagen var det gået op for ham, at han kun kendte meget få mænd. Og hvad var der egentlig sjovt ved at kigge på damer, hvis man ikke havde nogen at kigge på dem med?
The Laugh lå nær hans hus, så derfor var det et oplagt sted for ham at tage hen. Her lugtede kraftigt af alkohol og sved, og han havde egentlig bare mest lyst til at gå igen, men han satsede på at hans lugtesans ville vænne sig til det efterhånden.

Kursen satte han direkte mod baren, hvor bartenderen stod lænet over disken med front mod en stand-upper der lige nu stod på scenen - der egentlig bare var en forhøjning i gulvet - og optrådte. Bartenderen så dog ikke showet, men stod med hagen hvilet i hånden og halvsov. William rømmede sig for at få hans opmærksomed.

"Just a beer, please,"

Bartenderen kom til sig selv med et sæt, og så forvirret rundt i lokalet indtil det gik op for ham, hvem der havde bedt om øllen. Han nikkede hurtigt og bukkede sig så ned for at finde en frem.
Med en elegant bevægelse med håndleddet fik han øllen åbnet - det var tydeligt, at han havde prøvet det før. Den blev skubbet over disken til William, og han tog imod den. Stedet her var åbenbart ikke fint nok til at hælde drikkevarerne op i glas.

William lod sit blik vandre rundt på gæsterne, så han kunne udse sig en mulig homie, der kunne holde ham ved selskab. Den eneste der sad alene var dog en mand med en bærbar, der så yderst betænksom ud.
William gik med lette skridt om bag ham, for at betragte hans computerskærm. Han skrev tydeligvis på et eller andet.

"Need help?"

Han gik hen til mandens ene side og lavede et nik mod skærmen, for at vise hvad han mente.

Ivan sad længe og bare stirrede rundt omkring, for at få tiden til at gå. På et tidspunkt ville han da blive lukket ind i lejligheden igen. Måske skulle han finde et hotel og overnatte der? Oh, gud… havde han fået sin pung med? Han havde ikke lyst til at tjekke. Han havde ikke lyst til flere overraskelser.

Han blev slået ud af sine latterlige, ubetydelige tanker, da en mandestemme nåede hans hjerne. Han løftede blikket og stirrede op på den høje mand, tydeligvis yngre end Ivan. Han var da vel nok fin. Utrolig ung, men så fin. Ivan smilede op til ham og lod blikket køre en enkelt gang op og ned af ham. Hjælp? Han vendte blikket ned mod sin skærm igen, og lod tankerne flyve i et øjeblik. Tjaah, han kunne vel godt bruge noget hjælp.

”I guess I could use a bit help…”

Han kløede sig over læben med et lille grin, hvorefter han lænede sig frem og nikkede mod stolen overfor sig. Det var vel okay med lidt hjælp. Især når man var så lost som ham, men hvad kunne fyren dog give af idéer? Det kunne også være en smule lige meget. Han virkede flink nok, og Ivan havde vel brug for én eller anden form for selvskab. Det var jo godt at være social. Så kunne hun lære det! Han var da social! Åndssvage kvinde…

”I’m Ivan, by the way. I’m a writer.”

Han så op på ham endnu en gang og kløede sig kort i sit brune hår. Måske skulle han ikke have sagt det sidste. Det virkede nok en smule lamt, når en forfatter ikke havde noget at skrive. For pokker da.

Der gik lidt tid, før manden svarede William. Først sad han bare og så ham an - en anelse uhyggeligt faktisk, men på den anden side også forståeligt. Ligemeget hvad, blev man jo nødt til at se folk an, ikke sandt?

"Great!"

Dette var svaret han havde håbet på, for det var en god undskyldning for at lære denne mand bedre at kende. Han tog lydigt plads på stolen overfor, hvorefter han placerede sin øl på bordet. Mandens bærbare fyldte et godt stykke af bordet, men William satsede dog alligevel på, at hans øl kunne få lov at stå der uden at blive væltet.
Nu hvor han sad der, kunne han ligeså godt leve op til sine egne principper og betragte manden. Hans hår havde en brun nuance, men farven på hans øjne var svær at definere på grund af de farverige lys på scenen. Men det hele taget i betragtning, så han en smule nørdet ud. Han så dog ikke helt ringe ud, af en nørd at være.

"A writer? Then, I'm afraid I can't help you that much"

Hans øjenbryn røg længere op i panden. Ikke fordi det kom specielt meget bag på ham, men han kendte bare ikke ret mange mænd der gik op i sådan noget. Egentlig underligt. Desuden ville han nu få ret svært ved at hjælpe manden, der tydeligvis hed Ivan, med at komme videre med hvad end det så var han skrev. William var ikke selv en stor fan af bøger og skrivning, og havde faktisk aldrig været det. Men det var kun fordi han ikke havde talent for nogen af delene, og så havde han aldrig fået taget sig sammen til at gøre et forsøg på at blive bedre.

"And I'm William, by the way."

Hans læber blev trukket op i et drenget smil, før han førte sin øl op til dem og tog en slurk.

Ivan så til idet manden tog plads foran ham, og han trak sin computer lidt tættere på sid selv, for at mandens øl også kunne få lov til at stå på bordet. Sådan sad de i et stykke tid. Egentlig ret akavet at de bare sad og stirrede jo. Mænd var jo mænd. Ivan hostede svagt og så sig så lidt rundt, for at tænke over hvordan de nu skulle starte, men det lød som om at manden kom først.

Pff… Hvorfor skulle han ikke kunne hjælpe? Det handlede jo kun om et par idéer, og det behøvede jo ikke at være så kreativt. Der plejede ikke at skulle så meget til, før han blev inspireret. Men det gjorde ikke så meget. Hans roman behøvede ikke at være færdig lige her og nu. Han havde arbejdet hårdt, han havde brug for en velfortjent pause.

”That’s fine… “

Ivan grinte over det. Ham her var godt nok hurtig til at beslutte sig for hvad han kunne og ikke kunne. Det var da.. sødt? Naah… kunne man bruge det ord? Han var jo forfatter… han burde kunne en masse forskellige ord for sådan noget, buede han ikke?

”William? That’s a cute name,” pokkers! Han sagde det rent faktisk! Hvor idiotisk. Han så væk i et øjeblik for at finde på noget klogt at sige. Han lænede sig tilbage i stolen endnu en gang.

”So… ehm… What do you do for living, Willy?”

Da der var gået lidt tid uden at de havde sagt noget, lod William sit blik glide rundt i klubben. I den anden ende var der placeret et stort sofaområde, der var blevet fyldt op af unge mennesker. Det fik ham til at spekulere på, hvad Ivan egentlig lavede her. Her var jo ikke ligefrem stille, og derfor måtte det være svært for ham at koncentrere sig om sin skrivning. Ikke så underligt, at han var gået i stå. Han var forhåbentligt heller ikke kommet for at kigge på damer, da de eneste damer der var her lige nu, var alt for unge til ham. William kunne jo egentlig ikke vide hvor gammel han var, men hans umiddelbare gæt ville være, at han var en del år ældre end han selv. Dog ikke oldgammel, men i hvert fald sidst i tyverne. Heldigvis kunne man, efter Williams mening, aldrig blive for gammel til at gå i byen, kigge på damer og den slags.

Hans opmærksomhed blev rykket væk fra gruppen af unge, da Ivan talte igen. 'William? That's a cute name'.

What? Did he just say that?

Han hævede et øjenbryn og forsøgte at holde et smil tilbage, da det virkede til at det ikke havde været Ivans mening at sige det. Lidt klodset måske, men dog alligevel sødt.
Han valgte at ignorere det for ikke at gøre Ivan endnu mere pinligt berørt end han højst sandsynligt allerede var, men svarede i stedet på hans næste spørgsmål.

"You mean my job? I'm standing behind the disk in this city's Blockbuster. Nothing special."

Det var første gang, at han rent faktisk skammede sig over sit job. Det lød så ynkeligt i forhold til Ivans. Han var sikkert et lokalt fænomen, der skrev et dusin bøger om året, hvis ikke mere.

Well, will you look at that… Drengen gjorde ikke grin med det uheldige valg af ord, Ivan havde brugt. Det var da bedårende! Det var ikke så tit man mødte mennesker som stadig havde lidt godhed i sig. Det her var godt nok en lille bitte ting, men alligevel. Mon han skulle finde på én eller anden undskyldning? Som… ’Min hund hed William og det er derfor at det er sødt,’ eller noget i den stil? Neeej… Drengen gik videre, begyndte at svare på Ivans spørgsmål om, hvad han arbejdede med. Han burde få et par drenge-venner…

“A film store, huh? Then you must know a lot about movies, right?”

Mærkeligt spørgsmål, men man matte jo holde samtalen i gang. Film var ikke rigtig noget Ivan gad. Kun hvis det var film som fandt sted i 1800-tallet. Sherlock Holmes… Shakespeare in love… sådan nogle gamle film, som ingen andre gad at se mere. Bare surt for dem, vel.

Ivan vendte blikket imod sine bare tæer som stak ud fra under bordet. Det var en smule koldt i gulvhøjde, hvilket egentligt var pænt noget møg. Årh nej… og han skulle gå sådan hjem igen. Han kløede sig kort i håret, imens han stirrede tænkende på William. Ikke af nogen grund. Han skulle bare have noget fint at se på.

”Are you here from town?”

Ivan smilede lige pludselig, håbede så inderligt at de kunne nå at blive så fandens gode venner at Ivan måtte låne et par sko, eller noget i den stil. Fuck… havde han fået hoveddørsnøglen med sig? Net nyttede jo ikke noget at han stod og bankede på klokken lort om natten. Hun ville sikkert alligevel ikke lukke ham ind. Oh, please God…

William så sig kort over skulderen, og hans blik faldt på stand-upperen der gjorde hvad han kunne, for at underholde folk. Det var tydeligt at han fik timeløn, for ellers var han trådt af scenen for længst, da ingen grinede eller lyttede til ham overhovedet.
Derfor vendte William også hurtigt blikket den modsatte vej - mod Ivan. Han tog et par hurtige slurke af sin øl, før han atter satte den på bordet.

"Maybe a little. But I must admit, that I'm basically there to look at the ladies."

Han smilede bredt, og afslørede et lige sæt tænder. Det skulle ikke være nogen hemmelighed for nogen, at han elskede kvinder. Og nu hvor han havde fået bragt emnet på bane, kunne han sikkert også hurtigt finde ud af noget om Ivans interesse for kvinder. Desuden var det sikkert også en god idé, at finde ud af om han var gift eller noget i den stil, for hvis det var tilfældet, var han nok ikke den rette mand at foretage sig den slags med.

"Yeah, I live nearby. What about you?"

Et eller andet sted, ønskede han, at Ivan også var her fra byen. Det ville gøre det en del lettere at mødes i fremtiden, hvis han var interesseret.
Lugten af sved havde så småt fortaget sig, eller også havde hans lugtesans bare vænnet sig til det. Med jævne mellemrum lød der latter fra gruppen af unge der sad i sofaområdet i den anden ende af lokalet.
Endnu en gang førte han sin øl op til munden, og lod den iskolde væske strømme ned gennem sin hals.

“Oh…! Of course. You are a guy, so it’s… obvious to look at girls, right, yeah…”

Han mumlede det roligt, mest for sig selv. Det var lang tid siden han faktisk var gået ud for at kigge efter piger. Han var jo mest derhjemme og når han endelig tog ud så… ja… så sad han stadg og skrev på sin computer. Ivan stirrede fra William til sin skærm, og efter kort tid, besluttede han så for at lukke den ned. Alt han havde skrevet blev jo alligevel gemt. Han kunne vel godt tage en pause for en gangs skyld.

”Uhm, I live in Clairière, I’ve been living with my ex-wife for a while now.”

Han grinte lidt. Det lød godt nok åndssvagt at sige det sådan. At bo hos sin ex-kone var ikke særlig… specielt. Han var ikke særlig speciel… Iih, guder!
”But, as you can see-...” Han viftede lidt med sin sko-løse fod og lod den titte lidt ud fra bordet så Willy kunne se det, ”she’s very fond of kicking me out, without shoes or anything other than my damn computer.” Gud, hvor måtte han dog være nederen at lytte til. Ikke nok med at han boede hos sin ex-kone, neej! Han var sgu også blevet smidt ud! Fucking typisk!

”I must really sound like a complete loser, compared to you!”

//Fucking længde! Sut mig i røven, altså!!"

William ænsede ikke Ivans mumlen, da en kvinde lige var trådt over dørtærsklen. Hun havde langt, blond hår, der lignede silke, store, flotte øjne, glinsende læber og et sæt lige tænder. Uheldigvis havde et stykke madrester sat sig fast mellem hendes fortænder. Hold kæft hvor ucharmerende, egentlig.

Hun var ikke længere værd at bruge tid på, så i stedet drejede han hovedet tilbage i retning af Ivan, og lyttede mens han talte. Hans øjne voksede sig store da Ivan stak sin fod ud fra bordet. Man fik næsten lidt ondt af ham. William forstod ikke, at han ikke havde forladt sin ex-kone for længst. Det ville han med sikkerhed have gjort. Men på den anden side, så fik han nok heller aldrig en ex-kone. Det var meget få gange, at han havde været i et seriøst forhold, og de gange han havde været det, havde det ikke holdt særligt længe. Seriøse forhold var ikke lige hans stærke side. Lige nu irriterede det ham egentlig ikke, men det ville det nok komme til når han blev lidt ældre. Men fuck det - én dag af gangen.
Et skævt smil plantede sig på hans læber, før han svarede.

"You, a loser? I don't think so. It's more the other way around."

Han lagde hånden om sin øl og bundede den, hvorefter han målrettet satte den på bordet med et dunk.

"You know what? Fuck your ex-wife. Take home with me, get some shoes and some sleep, and show that bitch that you can take care of yourself!"

Efter hans mening, lignede Ivan en, der godt kunne bruge noget hjælp. Som han selv så fint havde formuleret, var det eneste han havde sin fucking computer, og det duede jo ikke rigtigt i længden. Han kendte åbenbart heller ingen, som han kunne tage hen til, men så var det vel nok et held, at ham og William var stødt på hinanden her til aften.
William vidste godt at de overhovedet ikke kendte hinanden. Teknisk set kunne Ivan sidde og lyve ham direkte op i fjæset, men William var ikke så sart på det punkt. Altså, hvad var det værste der kunne ske?


// Med glæde!

Dengang Ivan var ung og frisk, ville han med det samme have lagt mærke til kvinden, som stjal Williams opmærksomhed. Lige nu, var han kun interesseret i manden foran sig. Oh. Det var ikke engang i så lang tid at kvinden fangede knægtens opmærksomhed. Gad vide hvorfor? Enhver anden liderlig, forvokset teenager ville da straks have sat efter hende. Så interessant var Ivan jo slet ikke.

Han grinte kort, da han så det udtryk William lavede, da han lagde mærke til Ivans bare tæer. Han måtte da få et helt forkert indtryk af hans ex-kone. Det var jo slet ikke hendes skyld at det endte som det gjorde. Ivan lagde næsten slet ikke mærke til hende til sidst. Hun var ensom, så hun havde egentlig al grund til at sparke ham ud, nu og da. Det havde han jo egentlig også brug for. Han smilte af Willys svar: ”Oh, please! I practically live on my computer, while you hook up with different girls every night. Admit it! I suck!”
Han grinte. Det var egentlig lang tid siden han havde haft en så lang samtale med nogen. Det var ret rart. Bare helt normalt.

Det næste knægten sagde, overraskede ham ret så meget. Han vidste jo ikke hvad han sagde. Det kunne han sgu da ikke tage imod. Det var jo bare knægtens adrenalin som talte. Han kunne umuligt mene det. Ivan var jo ikke bare én af de kvinder som han fandt og bolle, for derefter at kasserer dem igen. Langt fra. Og de havde jo lige mødt hinanden.

”You can't possibly be drunk already.” Ivan lænede sig frem, idet han igen kom med et lille grin.
”Or maybe, you're just sick, huh?” Han lænede sig over bordet, for at kunne lægge en håndfladen mod Williams pande. Naah, knægten var sgu ikke varm. Eller... ikke sygeligt varm, i hvert fald. Måske havde han slået hovedet?

Ivan satte sig tilbage i stolen igen og stirrede i stedet bare på drengen. ”You don't have to take care of me. I'll just find a hotel or something, till morning.” Hvis han da havde fået sin pengepung med. Han tvivlede faktisk. Han ville egentlig bare ikke have at knægten skulle bruge tid på en gammel mand. Eller i hvert fald én som var så meget ældre end ham. Han kunne jo sagtens finde noget bedre.

”Maybe I should get going...” Mumlede han. Han var egentlig ret træt, når man tænkte på at klokken ikke var så mange. Og han ville jo ikke holde drengen tilbage.

Deres diskussion begyndte at irritere William en smule. Hvorfor kunne Ivan dog ikke bare fatte, at han havde opnået langt mere i sit liv, end han selv havde? Det kunne godt være, at han havde det let angående damerne, men helt ærligt; hvor fedt var det lige, at sex var nøglen til alting? Han var ikke altid den mest begavede, og var det ikke for hans gode udseende, ville han sikkert ikke engang have et job. Og det job han havde nu krævede ikke engang ret mange hjerneceller.

"Would you please just shut up and let me win this discussion?"

Hans skæve smil plantede sig på hans læber, for at vise, at det ikke var ondt ment. Men seriøst; hvorfor lod Ivan ham ikke bare vinde? Det irriterede ham. Damerne sagde ham aldrig imod når han komplimenterede dem. Hvorfor gjorde Ivan det? Det gav jo ingen mening!

What the fuck is he doing now?

Tanken strejfede William, idet Ivan lænede sig over bordet for at lægge en hånd mod hans pande. Han var altså ikke helt normal, ham Ivan. Men på trods af det, skubbede han ikke hans hånd væk. Lidt sødt var det vel et eller andet sted.

"You're so stupid!"

Denne gang var hans smil bredt, og han grinede kort, før smilet falmede igen, og hans ansigt blev alvorligt - Altså, så alvorligt som det nu kunne blive.

"You have no shoes, no food and probably no money, cause well, I can't see your wallet,"

Han rejste sig op og trak hurtigt jakken på. Han undlod at lyne den, da det øjebliks uopmærksomhed kunne være nok for Ivan til at flygte. Han var altså en underlig mand, ham Ivan. Og hvordan vovede han at afslå? Ingen afslog ham!

"So now you come home with me, so you have a place to stay tonight. That's an order!"

Endnu engang smilede han, men denne gang falmede det ikke. Ivan overnattede hos ham i nat, om han så skulle slæbe ham hele vejen hjem! Han ville ikke stå her og ligne en eller anden idiot, der var for egoistisk til at give en stakkels mand husly for en enkel nat. For så egoistisk var han alligevel ikke. Og desuden var dette overhovedet ikke til hans fordel, ligesom det var når han inviterede damerne hjem til en overnatning. Han havde jo ikke tænkt sig at gå i seng med Ivan, vel?

Lade ham vinde!? Hah! Aldrig! Ivan var lidt af et konkurrence menneske selv, så han kunne da ikke bare lade William vinde på den måde. Det ville stå imod alt hvad han var. Desuden var det jo klart William som lå øverst her. Det kunne godt være at Ivans job var en smule stort, men han levede jo ikke. ”Never!” Han grinte kort.

Ivan så hvordan Williams ansigtsudtryk ændrede sig, så pludseligt. Han så lige pludselig alvorlig ud. Det klædte ham egentlig ikke at se sådan ud. Han var pænere, når han havde et smil på læben og det der glimt i øjet. Hvor deprimerende. Det fik i et kort øjeblik Ivan til at stoppe op, og bare stirre på drengen. Hørte hans ord. Et eller andet sted havde han ret.
Han så ned i bordet med et tænkende blik. Han skammede sig egentlig en smule. At sådan en dreng, så meget yngre end ham sad og nærmest tvang ham hjem til sig selv. Men selvfølgelig skulle Ivan jo være stædig og lege pigefornærmet.

William rejste sig, og Ivan overvejede i et øjeblik bare at rende væk, desværre havde drengen nok regnet med et eller andet, for han så ikke væk et øjeblik. Pokkers. Måske var han ikke så dum, som han selv gik og troede.

'An order.'

Ivan rynkede på næsen og kunne ikke lade være med at grine lidt. Nu var han barnet. Jaja, det skulle nok blive morsomt det her. ”Fine, you win,” Han satte hænderne i bordet og rejste sig op med et suk. Han hadede at overgive sig. Så var drengen også selv udenom det! Ivan greb sin taske og stod nu og så afventende på ham i et par minutter. Han begyndte langsomt at gå imod udgangen, med drengen i hælene forhåbentlig.

"Are you comming?" Han så på ham med et kækt smil. Det har ville helt klart blive interessant.