I'll probably still be drunk in the morning. [Ziva - William]

Sted: Clairière, Le Parc
Tid: Omkring 02:45
Omgivelser: Affolket. De fleste sover, eller er inde på en club for at feste igennem
Vejr: Himlen er stjerneklar, og det er lunt med en let brise indimellem

Med langsomme skridt og hånden på panden, kom William vandrende gennem parken. Her var ikke et øje at se, hvilket egentlig passede ham fint, da han var småfuld og havde en svag hovedpine.

En brise skød ind over parken og ruskede i træernes og buskenes blade, der udgjorde en hvislelyd, lidt ligesom en slange i angrebsposition.
Han fik øje på en bænk der stod placeret under et af parkens største træer, og satte straks kursen derhen.

Alting virkede lidt svimlende, fra alkoholen der flød rundt i hans årer. Han boede et stykke herfra og var kommet hertil ved hjælp af sin bil, der holdt ved parkeringspladsen ved siden af parken. Men han ville ikke risikere noget; hans hoved var for tåget til at han kunne køre ordentligt, og han ville nødig blive grebet af politiet, for det ville ikke være godt for nogen.

Han luntede helt hen til bænken og satte sig ned med blikket vendt mod jorden. En kvalme var ved at hobe sig op gennem hans hals, og det krævede en vis koncentration at holde opkasten inde. Selvom han sikkert ville få det bedre bagefter.
Hans hænder røg op til hans tindinger, og hans pegefingre begyndte at massere hver sin tinding, langsomt og forsigtigt.
Vinden blæste blidt hans hår i forskellige retninger. Normalt ville han have rettet på det, men dette var ikke tilfældet idag. For idag var han faktisk taknemmelig for, at den var der. Den beroligede ham og afkølede ham på samme tid, og det fik ham til at tænke klarere og føle sig lidt bedre tilpas.

Ziva gik med hænderne i lommerne på læderjakken og med hovedet sænket mod jorden. Hun tog lange skridt der dog ikke vandrede i et hurtigt tempo, men nærmere et langsomt ét for hende. Hun havde været rastløs hele natten og havde derfor været vidt omkring. Hun havde taget toget, taget busser og set på forskellige ting i forskellige byer tæt på hendes egen. Nu var hun nået her til parken som hun fandt beroligende. Der var ingen mennesker, ingen støj, bare designet natur og hende alene med sine tanker.
Hun betragtede sine sorte Dr. Martens sko bevæge sig fremad. Hun gik med et let svaj fra side til side, hendes hofteben kunne kort anes under de forvaskede, gråsorte jeans. Hun havde haft brug for at komme væk fra byen og havde derfor brugt sin friaften på alt andet end det hun burde have brugt den på, ærinder og andre praktiske anliggender.

Maybe I should live in a forest instead? If I lived in a more isolated sense, perhaps I wouldn't be so out of control?

Med denne tanke så Ziva op og betragtede endnu engang de behagelige omgivelser. Hun bed sig let i læben og vendte hovedet forskellige steder hen som hun fulgte stien. Hun havde ikke lagt mærke til at der sad en skikkelse, dog kunne hun lugte noget bekendt i nærheden. Hun krummede let øjenbrynene og så sig endnu engang om med et uforstående blik.
Da hun nåede en bestemt vinkel, frøs hun og så målløs ud:

William! Oh no... Where is the nearest exit?

Pludselig blev blondinens tempo en del friskere og mere målrettet end det havde været før. Hendes lange, halvkrøllede lokket dansede febrilsk om hendes overkrop som hænderne i hendes lommer blev knuget og dermed begravede sig dybere ned i mørket.
Egentlig ville Ziva ikke forvente at William sad i en park for sig selv. Hvorfor var han her? Havde han brug for at tænke, ligesom hende? Boede han bare i denne by og gik en tankeløs tur, måske hjem fra et eller andet selvskab? Tankestrømmen kunne ses i de isblå, næsten selvlysende øjne.

Williams øjne blev langsomt tungere og tungere, og til sidst nægtede han at kæmpe imod længere. Hans øjne lukkede i, og alt omkring ham blev mørkt.
Selvom han ikke sad specielt komfortabelt, halvsov han næsten med det samme, og det eneste han ænsede omkring ham var lyden af træernes blade der flaksede i vinden, og den sørgmodige hylen for hans ører når vinden blæste forbi dem.

Han vågnede ved følelsen af, at nogen iagttog ham. Hovedpinen havde næsten fortaget sig helt, og da han slog øjnene op var omgivelserne ikke nær så slørede som før. Han anede ikke hvor længe han havde siddet og sovet, men i hvert fald længe nok til, at en eller anden var kommet forbi.
Hans blik gennemsøgte området og landede på en høj skikkelse et stykke væk fra ham. Hendes askeblonde hår bølgede ned langs hendes skuldre, og hendes isblå øjne var dybe og intense.

Ziva...

I det samme som han genkendte hende, satte hun farten op. Han rejste sig fra bænken og satte i løb hen mod hende.

"Ziva, it's me. Wait!"

Deres sidste møde var endt så brat, efter hun havde bidt ham. Hun havde ikke ladet ham svare, men havde blot stukket halen mellem benene, sikkert af frygt for, hvordan han ville have reageret hvis hun var blevet.
Men han var ikke sur på hende. Hun var en vampyr - det var hendes natur. Og efter hun var gået, forstod han bedre hvorfor hun havde virket så nervøs og anstrengt. Det var fordi hun var tørstig, og siden han havde været så nærgående, havde hun til sidst ikke kunnet modstå ham.

Langt om længe nåede han op på siden af hende. Han greb fat om hendes ene håndled og trak hende tilbage så de stod ansigt til ansigt.

"Hey,"

Hans skæve, charmerende smil prydede nu hans læber, og han så dybt ind i hendes intense, smukke øjne, der - på tråds af, at han havde set ind i dem et par gange efterhånden - stadig nærmest gjorde ham mundlam.

Ziva fandt det ikke engang sjovt at William var faldet i søvn midt i en park, hun skulle bare væk. Hun gik forbløffende hurtigt og overvejede kort at sætte farten op til hendes maksimum, men i løbet af sin overvejelsestid havde William allerede fat i hendes håndled. Hun vred sig ud af hans greb og så en anelse desperat, opgivende og vredt på ham:

,,Why are you not scared of me?!"

Hun råbte ikke, men tonen var en smule hård, ikke ligefrem typisk for Ziva. Men hun undrede sig, hun forstod ikke hvorfor han valgte at følge hende fremfor at holde sig væk. Han var måske ikke helt menneske, men hun kunne stadig slå ham ihjel.
Hun så ængsteligt på ham med de indtagende øjne, afventende og lettere utålmodig. Hun havde været glad for at han havde kunne skubbe hende væk i tide, men hvad med næste gang? Havde hun været mere hårdhændet, havde han måske ikke været stærk nok til at skubbe hende.
Hun sukkede tungt og kørte en hånd igennem det lange hår. Hun så sig kort omkring, men ikke fordi hun søgte noget, mere fordi hun ikke kunne overskue situationen.
Hvis ikke hun var gået beserk på ham havde de måske været venner nu. Måske ikke, men faktum var at hendes angreb havde ændret alt for hende og det spinkle, næsten ikke-eksisterende forhold som hun havde til William.
Uanset om William frygtede vampyrer eller ej, så undrede hun sig over hvordan han kunne stå og smile til hende når hun kunne have slået ham ihjel.

Smilet på Williams læber falmede dog hurtigt, da det gik op for ham at hun af en eller anden grund var sur på ham.

"Why should I?"

Han hævede spørgende et øjenbryn og betragtede hende. Det var tydeligt at hun tog det hun havde gjort meget tungt, men hvorfor skulle hun dog det, når han ikke engang var sur på hende?

I'm a freaking demon, I can't be afraid of you. Well, a half demon, half human, to be exactly. Or should I say; a weak demon?

Han førte en hånd op til sin hals og kærtegnede hans sår. Det var stadig ømt, men efter Ziva var stukket af, var det hurtigt holdt op med at bløde igen. Hvis det havde været en hvilken som helst anden der havde bidt ham, ville han højst sandsynligt være vred. Men som han havde sagt for sig selv så mange gange efterhånden, var Ziva en af de smukkeste kvinder han havde set. Hende kunne han ikke gå glip af.

Alkoholden påvirkede stadig hans sanser en anelse. Alting vippede blidt frem og tilbage, som når en baby bliver vugget i sin moders arme.
Per automatik fulgte han hendes blik rundt i parken. Der var stadig ingen udover dem i miles omkreds, eller også var det bare for mørkt til at man kunne se de, der var der.
Da Ziva var mere interessant for ham at betragte end omgivelserne, vendte han dog hurtigt opmærksomheden mod hende igen, hvorefter han forsøgte at fantasere om, hvordan det ville være hvis hun var ligeså tiltrukket af ham, som han var af hende.

Ziva så uforstående på ham. Hvorfor frygtede han hende ikke? Hvad end han var, så fandt hun det stadig ikke specielt logisk at det ville være helt ufarligt for ham at være i nærheden af hende. Hun betragtede ham lettere opgivende, men da han kærtegnede sit sår gik rovdyret kort op i hende - man kunne se det i hendes øjne. Hun lukkede dem hårt i og vendte sig væk fra ham:


,,Look, I don't know what you are but that doesn't mean that I can't hurt you or even kill you. I'm a hunter, a killer! That's what I am. I'm barely hanging on to my humanity!"

Hun så ud i horisonten med et fraværende blik. Hun havde armene over kors som hun forbandede sig selv for at have været kommet her i aften. Hun værdsatte et eller andet sted at William ikke tog det så tungt, men hun forstod ham ganske enkelt ikke. Hun ville ganske enkelt ikke kunne tilgive nogen for at have forsøgt at dræbe hende... eller måske kunne hun. Ziva vendte sig om imod William med et søgende blik.

What does he even want for me?

Hun kunne måske gætte på at hendes tilbagholdenhed drog ham imod hende. Han var nok typen der fik hvad han ville evigt og altid. Hun lod en hånd føre alt det blonde hår om på den ene skulder mens hun fastholdte Williams blik.

William pressede læberne sammen til smalle streger og så på hende. Hvorfor var hun så stædig? Hvorfor kunne hun ikke bare forstå, at han ville have hende?

"I don't care what you are. I don't care if you wanna kill me,"

Han rykkede et skridt tættere på hende og så hende i øjnene uden at fortrække en mine.

"But you need someone you can talk to, and someone you can trust. And I think that 'someone' should be me."

Idet hun pressede sine øjne i og vendte sig væk fra ham, vidste han, at det var svært for hende at modstå ham. Hun måtte være nyfødt. Desværre for ham, var den trang hun havde ikke at kaste sig over ham og elske med ham, men derimod forsøge at dræbe ham.

Da hun atter vendte sig om mod ham, kunne han også læse hende godt nok til at vide, at hun ikke forstod ham. Hun syntes højst sandsynligt at han var en forkælet møgunge, der gik fra pige til pige uden at tænke på deres følelser. Og på et eller andet plan var en del af det jo også sandt, men han ønskede ikke at hun skulle tænke på ham på den måde, for han kunne ikke gøre for det. Det var hans instinkter, hans natur.

"Look..."

Han pressede læberne sammen igen og så kort ned på sine fødder, før han slog blikket op igen.

"I know what you think about me. I know that you think i'm an idiot, a player and a jerk, and in a way that's true. But I don't want you to think like that, cause i'm actually not that bad. I mean, I can be a dream guy.."

Han holdt inde da det gik op for ham, at det lød komplet åndssvagt det han sagde. Måske var hun også kvik nok til at regne ud, at han var tiltrukket af hende. Men det irriterede ham grænseløst, at hun tænkte sådan om ham. For det var tydeligvis ikke den type fyr hun blev tiltrukket af. Og hvis der skulle tages andre midler i brug for at han atter kunne mærke den varme følelse i kroppen, som han havde følt inden hun bed ham, så var det jo det, han måtte gøre.

Ziva var overrasket over Williams stædighed, der tydeligvis matchede hendes egen. At han ville være der for hende, varmede hende, men skræmte hende også - især fordi hun ikke ville have at han skulle tro at han så havde en chance med hende. Hun vidste ikke om han i det hele taget var interesseret i hende, men hun havde det på fornemmelsen. Hun kendte ham dårlig nok, hun kunne umuligt finde ham interessant på samme måde. Han var flot og virkede venlig. Men sådan var de allesammen... indtil de valgte at ødelægge ens liv.
Efter sin forvandling havde Ziva haft svært ved at stole på andre. Måske kunne hun forsvare sig selv nu, men hun var stadig sårbar. Hans sidste ord fik hende til at lave en lidt morsom mine.



A dreamguy? That's just cheesy!

For en stund var Ziva distraheret af sin morskab over Williams ord, det var dog ikke til at se. Hun så tænksomt ned i det grønne, lettere fugtige græs:



,,Maybe you got the wrong idea... I'm not that kind of girl who just... I don't have relations with men! And I need you to know that before you decide to be there for me... But now that you know this, you probably won't"

Hun bed sig let i læben og begyndte langsomt at gå tilbage til der hvor hun kom fra, den anden side af parken. Hun havde aldrig kendt mænd som ikke kun var interesseret i hende af romantiske årsager. Hun ville måske en dag begive sig ud i den slags, men ikke før hun virkelig var forelsket og ikke blot overfladisk interesseret i nogen. Måske lå der meget mere til William end hvad hun antog, men hvis der gjorde dette ville han formentlig stoppe hende i at forlade ham endnu en gang.

Hendes ord overraskede ikke William spor, for han havde sådan set allerede regnet det ud i forvejen. Dog vidste han ikke, at hun havde problemer med at binde sig - han troede blot, at hun ikke brød sig om ham.

"I had kinda figured that out..."

Længere nåede han ikke, før hun vendte sig om og begyndte at gå. Dog bevægede hun sig langsomt, så han kunne sagtens nå at indhente hende, hvis det var det han ville.
Han kunne ikke blive enig med sig selv om, hvad der ville være det smarteste trick. Hun havde trods alt lige stået og sagt, at hun ikke var interesseret i at gå ind i et forhold eller foretage sig noget romantisk overhovedet.

Han tog et par hurtigere skridt i hendes retning, indtil han var kommet foran hende. Så stoppede han op og stillede sig foran hende, så det var umuligt for hende at komme videre, medmindre hun gik udenom ham.

"Would you please stop running off, and let me help you?"

Han smilede skævt for at vise, at det var venligt ment. Der var stadig et eller andet ved hende, der gjorde, at han følte sig tiltrukket af hende, men det behøvede hun jo ikke vide, vel?

Ziva gik med den overbevisning at William formentlig ikke ville følge efter hende mere. Måske var det bedst sådan her. Måske var det bedst at hun var alene, i hvertfald indtil at hun kontrol over sig selv, hvis det da nogensinde skete. Hun førte en lok bag om det ene øre og begravede endnu engang sine hænder i lommerne på læderjakken. Da William pludselig stod foran hende, så hun lettere overrasket ud.

He just doesn't give up!...

Hun var endnu usikker på om det var en god idé at indlede et venskab med William. Længe stod hun mundlam og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun beundrede ham for hans stædighed og faste beslutning om at være sammen med hende. Hun fugtede de matte lyserøde læber der i dag ikke var dækket af den matte røde læbestift:

,,Fine, I'll stop running... if you promise that you will not let me bite you again.

Hun så alvorligt på ham velvidende at han godt vidste hvorfor. Ikke kun fordi at det var farligt for ham, men også fordi at forbindelsen der havde været imellem dem ville skabe problemer. Hun ville blive afhængig af ham hvis hun først fik lov til at bide ham, han ville måske blive afhængig af den mærkværdige nydelse som kunne forekomme af at blive bidt af en vampyr. Det ville kun ende galt, og hvis han virkelig var seriøs omkring det her, så ville han love hende det. Og hun ville forsøge at holde sig tilbage.