Money make the world spin - James

Solen er gået ned og tusmørket har indhyldet The Cauldron of Blood. Der står en masse mennesker i opgangen som venter på at komme ind som tilskuere. Der er køligt udenfor, men opvarmet inde i bygningen selvom den ligger i den kolde undergrund. Man kan allerede høre skrig og råb fra tilskuere og deltagere.

Caelyn bevægede sig glidende og roligt, som en slange der kom bugtende. Hendes lange, platinblonde hår var bundet sammen i en lang, kraftig fletning. Et eller andet skinnende var flettet ind i fletningen, men det var ikke til at sige hvad det var. Pigtråd, måske. Enhver der greb fat i fletningen ville fortryde det bitterligt.
Bag hendes løse pandehår sad en maske der dækkede hele hendes ansigt, så det var kun det lange hår og den spinkle skikkelse der afslørede hende køn. Masken var hvid og enkel, men med et grotesk smil klistret på. Revnerne til at se ud af afslørede kun et svagt, blåt glimt fra hendes øjne.

Hun gik lydløst hen af gangen, men ikke hen i køen til tilskuerne. I stedet styrede hun direkte hen imod nogle trapper der førte hende væk fra larmen nedenunder. Lige under den lange, sorte trenchcoats kant kunne man se hendes sko; et par flade, sorte nogen af slagsen der ikke afgav nogen lyd på vej op af trapperne.

Hun tøvede et kort øjeblik da hun endelig var kommet op til toppen, og så sig omkring. Det var et forholdsvist stort rum med et par døre, et par sofaer og en skranke for enden. Hun fortsatte hen til skranken, hvor en ung kvinde sad med et blad i skødet. Hun havde sikkert ikke særlig travlt på jobbet.

"The secret chaos?" Hun lød næsten spørgerne, da hun betragtede kvinden der så op fra sit blad. Hvis hun var meget overrasket over Caelyns maske, skjulte hun det godt. Hun kom bare med et smalt smil der ikke virkede særlig respektfuldt.

En spinkel, ung kvinde sad og bladrede i et blad, da Caelyn åbnede munden. Kvindens hår blafrede om hovedet da hun så op, men hun virkede hverken overrasket eller forvirret over den hvide maske der sad om Caelyns hoved. Istedet lignede hun noget, der mente at Caelyn slet ikke var værdig til at være i en miles omkreds af dette sted.

"You want to see The Secret Chaos? I will ask him if have an appointment."

Hendes hvislende, let hånlige stemme tydede kraftigt på at hun på ingen måde troede på, at Caelyn havde en aftale med The Secret Chaos. Faktisk skinnede hendes ansigt af mistænksomhed, som var hun sikker på at Caelyn var kommet med det formål, at slå The Secret Chaos ihjel.

Kvinden hoppede ned af stolen, så hendes let buttede krop flaksede forvirret omkring, inden hun forsvandt ned under skranken. Hun fiskede en stor, gammeldags udseende fastnettelefon op dernede fra, og sendte Caelyn et hånligt, bedrevidende smil, inden hun trykkede 1.

"Yes?"

En blød stemme skrattede ud fra røret, så tydeligt som stod stemmens kilde lige ved siden af de to kvinder. Den lille buttede kvinde rødmede en smule, som havde hun nogle minder med denne mand, hun synes var pinlige. Eller var det fordi hun gerne ville have nogle minder med ham, hun senere ville synes var pinlige?

"I'm sorry mr. Chaos, but some girl says that she knows you ..."

Hendes stemme knækkede over, og hun hendes blik flakkede gennem stuen, som var hun bange for at han stod og betragtede dem i samme øjeblik.

"Mmh? What girl, Macy?"

Macy, som kvinden hed, studerede kort Caelyn, men havde stadig det forvirrede blik i øjnene, som prøvede hun febrilsk at svare manden i røret, så godt som overhovedet muligt.

"Eh ... I'm sorry mr. Chaos, but she wears a mask, so I can't see very much of her face ..."

Hendes små tænder flåede hul på hendes underlæbe, imens hun åndeløs syntes at vente på hans svar. En høj skratten lød i nogle papirer, som bladrede han i nogle papirer, nær røret.

"Ah, of course. Mrs. Aldaeth has an appointment. Send her up by the elevator Macy."

Macy mumlede et eller andet der lød som endnu en latterlig undskyldning og et tak, og lagde ligeså stille røret på igen, som var hun bange for at det ville larme bare den mindste smule i den anden ende af røret. Hendes øjne fandt igen Caelyn, og den hånlige glød var med ét tilbage.

"Come with me.

Uden at tjekke om Caelyn fulgte hende, begyndte hun at gå imod noget der lignede et skab. Hun trykkede hastigt en kode ned, hvorefter elevatordørene gled fra hinanden med en lydløs bevægelse. Indefra skinnede noget der i mistænkelig grad lignede marmor, og en læderbetrukket sofa midt i elevatoren.

"Mr. Chaos office is the room the elevator opens up into. Don't go around in there, 'cause his appartment is behind the doors, and he lives there too, and if you screw up then I don't want to explain anything!"

Hun snurrede omkring på hælen, og forsvandt igen om bag skranken, imens hun irriteret mumlede noget om at hun aldrig brugte elevatoren nok, når hun skulle derop. Inde i elevatoren var der spejle til alle sider, og op af den eneste væg der ikke var spejle, var der en marmorvæg.

Op ad marmovæggen stod en læderbetrukket sofa, der skinnede svagt fra lyset i elevatoren, hvorfra der også kørte en dæmpet, næsten beroligende musik fra.

// Haha, jeg skal prøve at leve op til dit lange indlæg (:

Selvom man ikke kunne se hendes ansigt, kunne man godt fornemme at hun ikke var helt glad for sekretærens indstilling. Hendes ryg var ret som om et kosteskaft var bundet fast til hende, og hun ville ikke lade sig bukke af en sekretærs nedgørende smil.

Hun rørte sig ikke ud af flækken da kvinden fandt telefonen frem, men hun havde mest lyst til at grine. Hun havde forventet et samtaleanlæg, et moderne et. Men det betød sikkert ikke noget. Det var hende et større mysterium hvorfor, denne mand der blev kaldt for The Secret Chaos, ikke kunne skaffe en bedre sekretær. Caelyn fik gåsehund af hende her.

Da mandens stemme materialiserede sig i rummet, stak hun hænderne i lommerne på jakken og lagde hovedet en smule på skrå. Hun forholdt sig forsat skeptisk. Sekretærens reaktion fandt Caelyn bare humoristisk. Hun var ikke sikker på om denne kvinde havde en mental forstyrrelse, eller om hun bare var fjollet. Caelyn forstod ikke særlig godt mennesker, havde aldrig gjort det.

Hun skiftede rastløs sin vægt fra det ene ben til det andet, da The Secret Chaos svarede. Hvis han havde glemt deres aftale, så ville hun sparke døren ind og personligt give denne magtfulde mand en reprimande. Hun hadede når folk glemte hende. Og det burde være svært, når hun var klædt sådan.

Hendes øjne glitrede blåt da røret blev lagt på, og hun fulgte efter Macy uden at sige noget. Hun trak fletningen om over skulderen da elevatordørene gled op med en svag summen. Hun havde taget fejl af mr. Chaos. Den gamle telefon måtte være et trick, for det her var stilet. Hun smilede langsomt bag masken og gled ind i elevatoren uden at give Macy tid til at tale færdig. Hun kunne alligevel hverken lide hendes tonefald eller hendes stemme.

Elevatoren var enhver piges drøm. Alle de spejle fik hende til at se masser af sig selv på samme tid. Hun kunne ikke lade være med at betragte sig selv med et af sine svage smil. Hun kunne ikke lide musikken i elevatoren, det gav hende en falsk tryghedsfølelse, og hun blev stående selvom sofaen så dejlig ud.

Hun trak den ene hånd op af lommen på trenchcoaten og trykkede på elevatorpanelet med en af sine lange fingre. Dørene gled i med en summen, og bevægede sig glidende op. Hun stod og vippede med sin ene fod, op og ned i takt med musikken. Og så gled døren op.

//Haha, bare rolig det er kun det første indlæg der på nogen måde bliver langt!//

Da elevatordørene gled fra hinanden, åbnede de ind til et kæmpe rum. Store panoramavinduer udsmykkede hele den ene side af rummet, så tusmørkets skær kunne falde ind af vinduerne, og bade hele rummet i et blegt lys. Et bord i mahognitræ var opstillet nær et vindue, og en behagelig blød stol i læder stod bag bordet.

Stedet var, som at være trådt ind i et sted beklædt med mørke, melodiske og beroligende farver, der underligt nok både passede sammen og virkede lige så lidt dystre, som elevatoren Caelyn netop var trådt ud fra. Der var fuldstændig stille et sekund, hvorefter en blød mandestemme afbrød tavsheden.

"Ah, mrs. Aldaeth. Make yourself comfortable."

Ud fra en stor glasdør trådte en mand, der var klædt i en åben skjorte, men havde hår der syntes at være så skødesløst sat, at det nærmest virkede perfekt. Hans muskler bevægede sig glidende under hans hud, men det virkede næsten unaturligt så smidigt hans krop bevægede sig over gulvet.

"Welcome mrs."

Han trådte frem imod kvinden med masken, og syntes ikke at blive den mindste smule overrasket, over masken der skjulte hele hendes ansigt. Faktisk syntes han slet ikke at have bemærket den, da han nærmede sig hende med et charmerende smil.

Da han nåede hende, bøjede han kroppen i en alt for smidig bevægelse, og løftede hendes hånd højt nok op, til at han kunne lade læberne strejfe dem i en galant gestus, som virkede både gammeldags og overraskende stilet. Han rettede sig op, og slap blidt hendes hånd igen.

Han snurrede omkring på hælen, og hastede med lange skridt hen over gulvet, og hen til det store skrivebord der prydede kontoret. Hans blik syntes at glide hen over glasdørene han var kommet fra, hvor man kunne se direkte på en stor dobbeltseng, der fyldte det meste af, hvad der måtte være hans soveværelse.

"And if you please would put your mask next to the elevator, mrs. Aldaeth, I will start the interview."

Hans fingre gled over en lille stak af papirer, som var det eneste der var på det store skrivebord, der næsten virkede alt for tomt. Hans lange fingre greb om et af dem, og trak den dovent ud fra stakken, uden at de andre så meget som raslede ved bevægelsen.

Hans skjorte blafrede en smule som var et af de store vinduer en smule åbent, netop som en kølig vind føg ind fra soveværelset. Men alligevel bevægede ingen af de andre papirer på bordet sig, og han syntes heller ikke at have bemærket vinden der kom igennem lokalet.

Hans hypnotiserende isblå blik hævede sig en smule, og fangede Caelyn. Smilet bredte sig på hans læber, som nød han rollen som ansætter af de folk der skulle kæmpe blodige kampe nede på pladsen under dem. Men selvom at næsten tusind skrigende fans var samlet nogle kilometer under dem, var der stille på kontoret.

Som en anden verden.

// Ö ... Det her er da også pænt langt!! //

Rummet fik med det samme Caelyn til at tænke på mafiaer. Det var klassisk og dystert, men luksuøst. Og det blev kun bekræftet af den bløde mandestemme der rev hende ud af hendes tanker. Hun stivnede og rettede ansigtet imod ham med et ryk. Som en rovfugl.

Hans udseende overraskede hende ikke. Den passede til hans stemme. Blød, charmerende og magtfuld. Det var sådan hun opfattede ham, efter at have haft ham i blikket de første fem sekunder.

"Sir." hilste hun med en næsten lige så blød stemme, den blev bare let slørret af masken. Maskens kæmpestore smil fik hendes mere neutrale stemme til at lyde malplaceret.

Hun anstrengte sig for ikke at træde et skridt tilbage, da han kom hen imod hende. Han så ud til at se lige igennem hendes facade, og fange hendes øjne uden problemer. Hun holdt hans mørke øjne fast så godt hun kunne. Men hun følte sig lidt splittet. På den ene side ville hun have ham langt væk fra sig, og ville ikke lade ham komme tæt på. På den anden side var hun ikke sikker på at hun kunne komme tæt nok på overhovedet.

Hun lod ham tage sin slanke hånd, og smilede svagt da han kyssede den. Gåsehud sprang frem under hendes trenchcoat. Hun nejede en lille smule, med en næsten ironisk bevægelse.

På trods af sekretærens, Macys, formaning, fulgte hun Chaos' blik hen til rummet han var kommet ud af. Hun fik en svag tilfredsstillelse ved at se hans seng. Det fik ham på en eller anden måde til at virke mere menneskelig. Længere nede på hendes niveau.

Hun var i virkeligheden slet ikke tryg ved at tage masken af, men hun gjorde det. Hun havde ikke lyst til at kaste sig ud i en lang diskution med det her mystiske væsen med de graciøse bevægelser. Der var alligevel ingen andre der kunne se hende end ham - det troede hun, i hvert fald.

Med et hurtigt vip åbnede hun knuden bag på hovedet, og fjernede masken. Hendes ansigt var fortrukket i et langsomt smil, næsten identisk til hans eget. Et smil der var langt fra hendes normale, naive smil. Det kunne næsten ikke være mere anderledes. En enkel lok af platinblond hår faldt ned over hendes porcelænsansigt med de glitrende, akvamarinfarvede øjne.
Hun lagde forsigtigt masken på et bord ved siden af elevatoren, og trådte et par skridt frem imod hans skrivebord.

// ... Maybe, men det bliver ikke ved//

Da det bløde dunk, fra masken der blev stillet ned hvirvlede rundt i rummet, drejede James kort hovedet, som for at tjekke at det var hvad der virkeligt var sket. Da maskens tilstedeværelse ikke længere var i hovedhøjde, gled et charmerende smil hen over hans ansigt.

Hovedet blev igen vendt imod papiret imellem hans fingre, og de hypnotiserende øjne kørte henover papiret, da han læste skriften. Uden yderligere kommentarer, snurrede han alt for smidigt omkring, og lod blikket glide henover Caelyn. Hans blik gled tilbage til papiret, og læste med en monoton stemme op derfra.

"Caelyn Brook Aldaeth, born in 825. Excluded."

Hans intense øjne fangede Caelyns, og det charmerende smil udvidedes, og blev lettere dovent. Hans lange fingre på den ene hånd, trommede let på hans mavemuskler, som tænkte han sig grundigt om, og det var den eneste bevægelse han kunne finde på, der ville hjælpe ham i tankerækken.

"Am I right, Mylady?"

Han tiltede hovedet let til siden, og uden at vente på svar, gled blikket tilbage til det papir, han også tidligere havde fået oplysninger fra. Hans fingres trommen på musklerne forsvandt, og blev erstattet af ham, der trådte hen til Caelyn, tydeligt uden at tænke på noget så simpelt som blufærdighed.

"You're an elf. Got a creative job, i see. And I'm sure your ability would help you alot in the arena."

Hans blik gled langsomt tilbage til Caelyn, som han nu stod lige foran. Hans aura emmede omkring ham, men det var som om den ikke kunne bestemme sig for om den skulle have den sædvanlige, charmerende, tiltrækkende glød, eller en frygtindgydende som den også yndede at bruge tit.

Han løftede hånden, og lagde den roligt på hendes ryg, for at guide hende over til skrivebordet. Hvis hun fulgte med, ville han føre hende hen til en blød læderstol overfor skrivebordet. Hvis hun ikke gjorde, ville han blot presse kort på hende lænd, hvorefter han ville slippe.

//Og by the way ... Sorry for længden og tiden. Ukreativitet har ramt mig for tiden;)//

// Du er tilgivet :) //

Hendes hænder hang og dinglede ubrugeligt langt hendes mørke trenchcoat, og hun så ikke videre ud til at være godt tilpas uden sin maske. Hun følte sig udsat, også selvom der ikke var andre end de to i rummet.

"Yes. You are very informed." Hun håbede bare at han ikke var alt for godt informeret.

Af en eller anden grund, voksede et lille smil frem på hendes læber igen. Hun kunne godt forstå hvorfor hans sekretær var så varm på ham. Han havde det der overnaturlige dæmonosmil der kunne give de fleste mennesker gummiknæ. Nogle abnorme væsner ville selvfølgelig også kunne falde for det.

Hun skiftede vægten fra det ene ben til det andet, da han kom hen imod hende. Og hendes arme gjorde en næsten umærkelig krampetrækning. Hendes øjne var klistret til ham, og hendes smil usynligt.

"If I could puke butterflies, I would still be here." Det var ikke til at sige om hun rent faktisk mente det, eller om hun tog gas på ham. Men hun var en elver. Man kunne ikke være sikker.

Hun stod og vippede lidt på sine flade sko, og betragtede ham med smalle, årvågne øjne. Hun blev nød til at løfte hovedet en smule for at se ham i øjnene, siden han var en del højere end hende. Det var svært at opretholde sin magt, når højdeforskellen var så markant, men der var stadig noget der fik hende til at gløde. Måske hendes alder.

Hendes ryg var en smule stiv, og hun var lidt modvillig ved at lade ham røre ved hende, men hun lod ham lede hende hen til lænestolen. Hun dumpede ned i den med det samme, og krydsede sine ankler. Hun holdt stadig øje med ham, men hendes krop var efterhånden ved at bløde lidt op. Hun hvilede hagen i hånden, og sendte ham et svagt smil. Gad vide hvordan han var kommet i den her branche.

//Godt. For de bliver mindre og mindre ... Told you so!//

Da hun fulgte ham, gled et veltilfredst smil henover hans læber. Smidigt bevægede han sig hen over gulvet, og hjalp hende roligt ned i stolen, og så ud til at bemærke hvor stiv hun var, ved at han rørte ved hende. Faktisk syntes det at more ham en hel del, som om det var sjældent nogle prøvede ikke at komme i kontakt med ham.

Han snurrede omkring, så den endnu åbne skjorte fløj omkring hans krop, og lod sig glide ned i læderstolen, der stod foran den, Caelyn sad i. Han bevægede en smule til siden, og betragtede hende, med det samme hypnotiserende blik. Et muntert smil bredte sig på hans læber, og først nu svarede han på hendes kommentar.

"Oh well, that sounds wonderful. I like when my people is ..."

Hun lænede hovedet mere til siden, og lænede sig i samme bevægelse lidt frem, så musklerne i hans krop blev spændt, og han nærmede sig Caelyn. Hans blik holdt fast i Caelyns, da han næsten hviskede det sidste ord ud.

"Enthusiastic."

Han lænede sig uendeligt langsomt tilbage i stolen, og lukkede en behagelig, charmerende latter ud mellem læberne. Hans fingre greb igen ud efter papiret, og hans intense blå øjne, skimmede kort teksten endnu engang, som var der endnu mere brugelig information.

"Blue eyes .... Grew up in the north, I see."

Han droppede tydeligt papiret, som var der ikke mere brugbart information på den. De sidste to sætninger han havde mumlet uhørligt, var heller ikke videre brugbare i denne sammenhæng. Han skubbede papiret ind i stakken på skrivebordet endnu engang, og rettede opmærksomheden imod Caelyn.

"Let me ask you about something, mrs. Aldaeth. Why did you get excluded?"

Hele hans opmærksomhed var nu rettet imod Caelyn, og et dovent, charmerende drengesmil var efterhånden dukket frem på hans læber. En mørk hårtot gled ned, men nåede aldrig så langt som at skærme hans blik. Hans hånd skød op, og rodede rundt i det bløde hår, så det endnu engang sad perfekt rodet.

// SÅ blev den godt nok kort. //

Noget ved ham gav hende lyst til at fnise som en lille skolepige, noget andet gav hende lyst til at skrigende løbe sin vej. Måske hendes dårlige erfaringer med dæmoner. Eller ganske enkelt tanken om et insekt der river hovedet af sin mage. Om det var det kvindelige eller mandlige insekt, det gjorde ingen forskel. Hun viste, at selvom hans bevægelser var utrolig kontrollerede og dovne, ville den mindste hentydning af angreb få ham til at bevæge sig lynhurtigt. Det ville i hvert fald ikke undre hende.

Hun betragtede hans hånd, og så igen et par kæmpestore, grønne knælerøjne og et par kliprende kæber for sig. Hun kamuflerede en synkebevægelse bag et naivt smil og nogle store, blinkende, blå øjne. Hendes hænder dirrede i skødet, men hendes ansigt var lige så perfekt kontrolleret som havde hun stadig masken på.

"Does my exclusion of the elven race effect my chances here... Or is it pure personal interest?"

Hun havde ikke lyst til at fortælle ham noget som helst om sin fortid, hvis hun kunne slippe for det. Og det var hun også sikker på at han viste. Der var garanteret ikke mange væsner der ville ud med en privat del af deres fortid. Især ikke en der havde været så slem at de var blevet udstødt.

Hun var tilbage sit sit fjollede, naive smil. Den facade der i virkeligheden var så omfattende at hun selv var ved at tro på den.