Ordinary Chief.. (Åbent)

Dato: Den 7 April, 2012..
Tid: 19:47..
Omgivelser: Asfalt, Hav, Enkelte Bygninger & Smalle Gyder..
Vejr: Medium Regn, Let Kulde & Sorte Skyer, Der Dækker Himlen..

En flue var faret vild. Nu lå den ubevægeligt fanget af de tynde, brune tråde, der nærmest med vilje havde snoet sig om dens behårede små ben. Fluen prøvede at baske med vingerne, men lige meget hjalp det. Det var aften, og skyggerne var begyndt at dominere Canadas havn. Fluens øjne ville snart blive nyttesløse på grund af det manglende lys, og den prøvede endnu desperat at løsne sig fri for at flyve til et mere sikkert sted. Det lille individ bemærkede slet ikke lugten af salt, der hang tungt i luften, som om skyerne havde drysset stedet med salt istedet for vand. Regnen havde sørget for at jage samtlige mennesker væk fra den ellers livsrige havn, der nu mindede om det perfekte scenarie til en gyser.

På en trappe af sten, sad et væsen, der næsten lignede et almindeligt menneske. Dets ansigt var næsten dækket helt af papir, lim og plast, og kun næsen samt munden stod til skue. Dets arme blev beskyttet imod regnen af tøjet, der skiftevis var lavet af læder og et stof, der engang var almindeligt brugt af middelalderens fattige. Halsen var også dækket af det brune klæde, med en fint buet krave. Men barmen, udover det silkeglatte stykke stof, der dækkede en trekant af de runde bryster, var frit til skue. Væsenets torso og mave kunne tydeligt ses, idet intet forsøgte at skjule den lettere blege hud. Derudover var dets underkrop kun lige dækket af et langt stykke brunt stof, også fra middelaldertiden, der mindede om en amazones jæger-nederdel med enkle, dog fine detaljer. Væsenet var tydeligvis en pige.
Væsnet løftede sit ansigt, og med hænderne der rodede i det filtrede hår, fulgte fingrene lyden af den tavse vingebasken. Efter et par sekunder, fandt det frem til den stakkels flue, og havde nær kvast det flere gange i forsøget på at løsne den mindre knude af tråde. Til sidst lykkedes det, og pigen udstødte et lettet suk, imens armene igang slappede af på de våde lår.
Det havde efterhånden været længe siden, at hun havde haft noget at tage sig til, udover at danne sig et indre billede af hendes omgivelser med hjælp fra de flertallige dufte og aromaer.

Pigen løftede hånden, hvor hun med den anden spændte handsken på igen. Hun prøvede at lytte sig frem til hvis der skulle være liv, men hun måtte efterhånden give op igen. Hendes hørelse var som et menneskes på 70, og hun benyttede sig ikke af de såkaldte høre-apparater. Det eneste, udover hendes efterhånden medfødte evne til at overleve i vildtet, der sørgede for en rimelig god sikkerhed, var den udviklede næse, der havde en ret så tilfredsstillende kvalitet.
Hun overlevede ved hjælp af lugte.

Påklædning: http://thefashionistoimages.com/preview/bossgabriel0.jpg

Hvordan kunne man dog holde sig indendøre, når et sådan fantastisk vejr foldede sig ud? Det kunne man heller ikke, i hvert fald hvis man spurgte Malekith. Naturen i sig selv og hvad den stod for, var ikke hans kop te, men han kunne dog ikke undsige sig fra at være blot en smule fascineret af de sene aftentimer. Det var også under disse sene aftentimer at Malekith' arbejde for alvor gik i gang. Og som en direkte repræsentant af den højere instans af magt og autoritet i den overnaturlige verden, var det hans pligt at holde sig årvågen og ikke mindst være til stede.

Men at være årvågen, og at være til stede var heldigvis to vidt forskellige ting. Med aktiviteten i de sene timer fra alverdens overnaturlige og udødelige væsner, så kunne dette job også nogle gange være en plage. Unge, umodne og utrænede udødelige, vandrede hvileløst rundt og skabte ballade både for sig selv og for andre af deres slags. Så derfor måtte Malekith, så og sige, rydde op efter dem.

Lyden af skridt fra blankpolerede, sorte sko af læder, gav næsten en genlyd af et ekko i de smalle gyder der populariserede Havnen. En havn i vidt omfang brugt af rovdyr til at føde på sine ofre. Iført varmt tøj blot for at gøre mimik af menneskerne, var Malekith gået ned til haven. For kulden sagde ham intet, og var ofte forsaget af ham selv frem for naturen. I hans favn bar han på en sort affaldssæk, der tydeligvis indeholdte noget meget mistænkeligt. Lyden af sten der af og til slog imod hinanden som han gik, blev kun overdøvet af selve lydene fra hælene i hans sko, som de elegant blev båret over en overflade af tykt beton.

Da han endelig kom frem fra en gyde, og havde fronten mod selve havnen, så han sig hurtigt omkring inden han gik videre. Målrettet gik han ud til kanten af molen og kiggede hurtigt ned i det mørke hav, hvor et stort containerskib ellers ville ligge tøjret. Til en lugt af død, langsom forrådnelse og blod fra posen, så han sig atter engang omkring. Årvågen. Han så ingen, hørte ingen, og regnede heller ikke med at mennesker var i nærheden. Således var effekten af hans lidt bizarre evne.

Med en hård bevægelse, smed han sin last i havet til lyden af et plask. Han betragtede posen med sit mistænkelige indhold, langsomt synke til bunds, og blot efterlade et par hurtigt forsvindende bobler på overfladen. Han gned sine hænder imod hinanden, og idet han vendte sig om, stoppede han op med en sænket hage og skarpt blik. Han åndede hurtigt en kold tåge ud af næsen, som var koldere end vandet der faldt ned fra himlen, og havde vendt sit blik imod en ubekendt skikkelse.

Det var tydeligvis en kvindelig skikkelse, men ikke et menneske. Efter over 1000 år på denne klode, kunne han hurtigt identificere overnaturlige, og dette væsen kunne ikke være andet end en mutant. Mere et menneske end nogen andre overnaturlige, men så dog alligevel ikke. Malekith smilte lettere skummelt for sig selv, og med hænderne i lommerne på hans tykke coat, begyndte han langsomt og elegant at nærme sig denne skikkelse. uden at sige noget.

Chyril rystede på hovedet, så utallige regndråber der havde siddet fast på hendes hår nu fløj igennem den fugtige luft. Det fik en del af det tykke, men efterhånden klistrede hår til at falde forover. Men da der intet udsyn var at genere, ignorerede Chyril det og gav sig til at bøje sig forover med overkroppen. Hun havde ikke lagt mærke til sortelverens tilstedeværelse, da han kun udsendte en kølig, naturlig lugt af kulde.
Hendes fingre fangede noget, der mindede om en fed mus, med en klumpet pels.
Chyril løftede det lille, rebelske væsen op til munden, imens den endnu sprællede. Dyrets små røde øjne var skræmte, og selv hun kunne tydeligt høre dens små piv, der næsten lød som råb om hjælp. Chyril overhørte dens kald om nåde, og begyndte langsomt at skubbe fortænderne ned i det lille væsens mave. Den korte pels kærtegnede hendes overlæbe, og fik hende næsten til at grine. Men så snart at musen mærkede en strøm af intens smerte brede sig fra maven af, vred den sig ivrigt. Den udsendte skingre hyletoner, indtil at Chyrils tænder var brudt igennem huden og nu fik blodet til at piske frem. På sekunder blev hele hendes overlæbe og samtlige tænder i overmunden strøget med mørkt blod, fra en meget uheldig forbipassende mus. Nu var musen tavs, og det fik Chyril til at holde musen i luften, et par centimeter fra hendes mund, der dryppede ned på stentrappens gulv med dyrets safter. Hun brugte den frie hånd til at mærke, hvor kanten af trappetrinet var, og placerede den så igen på det ene lår. Hun klemte en ekstra gang om musen, hvilket gjorde hendes fingre klistrede fra det strømmene blod, inden hun med en brutal kraft brugte kantstenen til at brække musens krop over i 2 dele. Bagefter førte hun igen det døde kadaver op til munden, der nærmest savlede efter den friske 'mad', idet tænderne flåede det lillebitte hoved fra den ellers pjuskede krop. Chyrils barm blev dækket af utallige dråber mørkerødt væske, idet hun gnaskede sig igennem aftensmaden.
Hun havde endnu ikke bemærket manden, der nærmede sig hendes position.

Sjovt nok, ja næsten ironisk var denne havn også fyldt med gnavere og pelsbærende skadedyr. Skadedyr der ofte blev tiltrukket af hans virkning på naturen. Han havde lært at leve med det, og ofte lært at undgå direkte farlige sammenstød med naturens små væbnere, så og sige. Selv sparkede han til en enkelt mus på vej over molen og imod hende. Et lille piv kom fra den, og den løb derefter væk. Andre dyr var også roligt begyndt at komme. Et meget karakteristisk dyr især, nemlig kragen. De var overalt i disse byer, tiltrukket af de overnaturlige der syntes at trives her.

At spise dem som føde var dog aldrig faldet ham ind, selv efter så mange år. Dette gjorde ham blot en smule overrasket over hvad den kvindelige skikkelse så ud til at lave. han nærmede sig, og enhver lyd hun producerede blev mere og mere tydelig, selv i den lette regn. Selv hendes udseende blev mere tydeligt. Han knep sine øjne sammen og smilte for sig selv idet han så hvad hun lavede. Han fokuserede også sine evner på regnen der faldt imod ham... da han jo helst ikke ville blive alt for våd. Lige før dråberne ramte ham, blev de frosset til små dråber is, der blot rullede af hans tøj, og ned på den flisebelagte jord.

Med næsten al for stor interesse betragtede han skikkelsen, og konstaterede hurtigt at han aldrig havde set hende før. Hun måtte være en omstrejfende mutant af en slags, tydeligvis med visse fysiske handicap. Malekith stoppede op få skridt fra trappens første trin, og placerede hans vægt på hans ene ben, hvilket skød den ene hofte ud. Hovedet blev lagt på skrå og han fastholdte sit blik på hende.

"I think you'll find the taste a bit, well... boring, at least after a while."

Det mindede ham kort om hans egen indespærring, hvor han også var tyet til mus og rotter som føde. han forholdte sig helt rolig, og det samme var hans stemme. En stemme uden håndgribelig tone, men dog en hvis kølig karisma der kunne få hårene til at rejse sig hos mange. Stemmen var elegant, men hæs. Og for de øvede ville hans dialekt og accent tyde på en substantiel alder bag ordene. han kunne ikke dy sig fra at lade et blik falde over de mange dråber af mørkt blod spredt ud over hendes krop, hud og fliserne under hende.

Hvor bemærkelsesværdigt det end var, så lagde Chyril først mærke til mandens værested, da han begyndte at tale. Hun havde været opslugt af at flå de enkelte rester af kød fra det lille dyrs knogler, at hun slet ikke havde bidt mærke i de tunge lyde mandens sko ellers havde afgivet imod asfalten.
Hun løftede nysgerrigt hovedet, imens at musens ene ben strittede ud mellem hendes let åbne læber. Den havde sat sig fast imellem to af hendes tænder, og hun måtte bruge den handskeløse hånds negle til at skrabe det fri igen. Nu begyndte verdenens lyde at blive vigtige igen, og hun lagde opmærksomheden halvt på mandens lettere skræmmende stemme, og de ophidsede krager der efterhånden fyldte havnens luftrum med deres sorte kroppe.

Chyril lagde det tilbageværende af musen ned på gulvet; klumper af blodig pels, små knogler og kødstumper samt kraniet, hun havde spyttet ud efter nærmest at have suttet det rent for hud og kød. Derefter løftede hun hovedet, og lod næsen pege imod den retning, hun regnede med han stod i. Det ville sige den retning, hele hendes krop var vendt imod: Øst.
Hun flettede fingrene ind i hindanden, og lagde blidt hænderne midt på skødet, som en anden fin dame fra overklassekvarteret. Men Chyril var, humoristisk nok, det helt modsatte. Normale mennesker ville regne med hun var blevet født i det forkerte dynasti, da hun mest af alt lignede en handikappet amazone fra det barbariske århundrede. Hun tillod sig et mystisk lille smil, inden hun med en langsom stemme, begyndte at tale. Hendes stemme mindede normalt lyttende personer om en traumatiseret teenagers. På grund af hendes egen medfødte høreskade, talte hun i et højt toneleje.

"But... I'm.... Hun.. Gry..."

Det faldt ham ind at denne kvinde måtte være ung, uerfaren og måske lettere forvirret. Dog virkede hendes reaktion på hans stemme, overraskende rolig, en reaktion der blot fremkaldte et skummelt smil på hans læber. Hun kunne tydeligvis ikke se ham, så han regnede med at hun kunne høre og lugte ham... også selvom smagen og lugten af blod lå rimelig tungt i luften imellem dem. Hun virkede næsten bestialsk i hendes måde at fortære musen på. Med ben og knogler der stak ud imellem hendes læber, og hendes næsten hæmningsløse måde at smide resterne fra sig. Selv Malekith ville vove og kalde sig selv mere civiliseret end det, men han havde nu også haft mange år at øve sig i.

Efter hun havde lagt efterladenskaberne fra hendes 'måltid' på fliserne, gik han selv ned på hug, og kiggede igen på hende. Dog kunne han fornemme en lettere ophidset stemning fra den stadig voksende håndfuld af krager der var søgt til området, tydeligt tiltrukket af hans autoritære tilstedeværelse. Derfor stillede han sig igen oprejst, og rettede et enkelt, skarpt blik imod kragerne. I det samme forlod de luften, og satte sig på bygningernes tage, med intense, febrilske blikke rettet imod de to. Han sukkede ved hendes svar, og producerede et svar der næsten lød helt medfølende og så betænksomt som det nu kunne lyde.

"I know my dear... but feeding on plaguebearers and sick mouses will most likely get you sick yourself."

Sagde han idet han igen gik ned på hug foran den trappe hun nu næsten sad helt elegant på. Måden hun holdte hendes hænder på hendes blodige skød, vækkede mange tanker hos Malekith. Han blev hvor han var, da han regnede hende for at være lettere utilregnelig. Hun var sikkert forældreløs, uden hjem og tydeligvis uden ordenligt tøj.

"What is your name?"

Spurgte han så uden at vente på et svar fra hendes side af. han talte til hende som han ville tale til et lettere uforstående barn... tydeligt og med en så blød stemme som han kunne fremkalde. Da han ikke havde set hende før i denne by, måtte han hellere få, så og sige, ført protokol over hende og hendes tilstedeværelse. Derfor fandt han en Iphone frem fra hans inderlomme, og rettede den imod hende. Hurtigt og lydløst tog han et billede af hende, og gjorde sig klar til at skrive det navn hun forhåbentligt ville give ham. Som 'lovens lange arm', måtte han finde en måde at holde styr på de overnaturlige i hans område. Og denne moderne, elektroniske tidsalder, havde uden tvivl givet ham mange hjælpemidler.

"You can.. Just call... Me 'Master'.... If you do so..... I will, then... Call you... Sebastian..."

Chyrils hænder lavede forskellige håndtegn i luften, selvom hun ikke selv lagde mærke til det, imens hun prøvede at tale så sikkert som muligt. Det var ikke fordi, at hun ikke følte den mindste forandring ved mandens ankomst, for det gjorde hun helt sikkert. Hendes små hår i nakken havde rejst sig, og kulden var begyndt at trænge ind imod hendes bare ubeskyttede hud.
Da hendes sætning var slut, trykkede hun de bløde håndflader imod brystkassen, lige i midten af barmen. Hun udstødte et nærmest lidenskabeligt suk, og smilte derefter stort, selvsikkert og umådeligt mystifystisk.

"Kieeeeeeeeeh!"

Det kom fuldstændig uventet, og Chyril havde rejst sig i hendes fulde 16 årige kropslængde. Hendes arme dinglede ned af siderne, og hun støttede sig på det ene ben, så hele hendes overkrop nærmest tiltede til venstre. Hendes smil fra før var der stadig, og hvis hun havde haft øjne, ville de have haft en frydefuld glans. Hun havde lagt mærke til sortelverens medlidende stemmeleje, og det havde fået hende til at blive drillesyg. Så hun begyndte at tale så hurtigt som hendes stemme tillod hende, imens hun sørgede for at blive hørt klart og tydeligt med en sikker og ikke rystende stemme.

"You... Must not... Pity.. Me.."

Hun var som et uberørt sind, rent og næsten helt smuk i hendes måde at udtrykke sig selv. Igennem sine mange år, havde Malekith mødt mange forskellige og ofte underlige personligheder... men denne 'Master', var tæt på at slå rekorden. Dog var det ikke noget der fik ham til at væmmes, ej heller en opførsel der fik ham til at overveje hvert af hans skridt. Et diskret, selvsikkert smil faldt over hans læber, og øjenbrynene blev let hævet da hun statuerede de navne der tydeligvis skulle bruges i dette scenarie.

Han svarede dog ikke, men rejste sig hurtigt op idet at hun også rejste sig op. Ikke så meget som et blink kom fra ham ved hendes udbrud, men i stedet lagde han hovedet let på skrå og betragtede hvad han så som en barnlig sjæl udfolde sig foran hans øjne. Grunden måden hun tiltede til venstre, og hendes næsten klodsede måde at opretholde balancen, forventede han egentlig at hun ville vælte til en tilfældig side. Dog gjorde han intet, og blev stående hvor han var, lige foran trappens første trin.

"Very well, Master. You no longer have my pity. But... you must be cold?"

Svarede han så, roligt, og med en diskret tone af morskab. Han havde tydeligvis valgt at lege med på hendes lille leg, og blot lade hende skabe den fantasi hun åbenbart opfattede som værende realitet. Så nu var hans navn åbenbart 'Sebastian'. Lidt nysgerrigt egentlig, men hun kunne vel kalde ham hvad hun lystede? At vandre rundt i regnen, og i kulden som mørket bragte med sig, så let påklædt, kunne vel ikke være andet end koldt? Hun kunne umuligt være gammel. Mange mutanter var foruden den udødelighed mange andre racer nød godt af. Men med et sådan sind, måtte det vel være svært for hende at leve i dette anti-sociale samfund? Mange ville sikkert stemple hende som værende sindssyg... Men ikke Malekith.

"It is.. Indeed cold.."

Hun tog sig til armene, og lavede en rystende bevægelse med skuldrene, så det lignede hun rystede. Men hendes læber var krænget opad, som om de blev hevet op i hver ende med en fiskekrog. Hun rystede igen sit hoved, så de mange vanddråber ville forlade de brune tråde, selvom mange af dem stadig sad fast. Da manden talte, havde hun prøvet at orienterer sig om hans position i forhold til hende selv, men det var ikke lykkedes. Hun behøvede en lugt, selv en svag en, til at placerer ham. Men da han stadig kun lugtede som en kølig brise, hjalp det hende ikke spor at trække vejret dybt ind via næsen. I en slåskamp imod sortelveren, seriøs eller ej, ville hun tabe stort.

En lyd fik Chyril til at blive helt tavs, og fjerne opmærksomheden fra 'Sebastian'. Det var en velkendt lyd af en mediumstor sten, der stødte ind i en væg af mursten. Hun knugede fingrene imod hendes små håndflader, og lod en strøm af kold luft glide ud imellem hendes blodplettede læber. Stenen ville ikke kunne kaste sig selv imod muren, så hun regnede med at der var nogen på vej. Måske bare en uheldig menneske-teenager, der havde været på druktur i byens små men menneskerige aftenbutikker.
Chyril lod den ene pegefinder stå direkte i luften, foran hendes læber, som et symbol på at 'Sebastian' skulle være helt stille. Hun regnede dog med, at det ingen sag ville være for ham at være komplet lydløs, selvom vandet under deres fødder plejede at lave afslørende plask.
Hun begyndte at hviske.

"Where.. Do you... Live....?"

Måden hun rystede sine skuldre på, var svar nok på hans tidligere spørgsmål, og selvom hun ikke ville kunne se det, nikkede han for sig selv. Han tænkte på at tilbyde ham hans coat, men hans tanker blev afbrudt af en mistænksom opførsel fra pigen. Hun måtte have hørt noget, noget som han åbenbart havde været for optaget til at høre. Han lænede sig let tilbage og så sig omkring, ned forbi bygningsfacaderne og så langt ind i en gyde som han kunne se. Han hørte selv nogle få lyde, og en lille urolig stemning var ved at rejse sig iblandt kragerne. Dog uden at de skreg og skrålede som sædvanligt.

Der var ikke noget i nattelivet Malekith var bange for, men det var åbenbart noget der gjorde pigen urolig. Han kunne ikke dy sig fra at smile lidt skævt ved hendes pegefinger imod hendes læber. igen følte han nødvendigheden ved at 'lege med' og forholdte sig helt roligt. Som sagt, slet ikke svært for Malekith at gøre. Han lænede sit ene øre lidt imod hende, selvom de stadig stod lidt fra hinanden, og lyttede opmærksomt til hende hvisken. Han rynkede først sine øjenbryn og tog det som et tegn på at hun måske gerne ville væk derfra?

"Far from here... why?"

Hviskede han så som svar på hendes spørgsmål. Han holdte sine øjne og øre åbne efter en skikkelse der mon havde forsaget de lyde hun havde hørt. Men han så endnu intet. Men hvis de var forsaget af en person, så måtte det højest sandsynligt være en overnaturlig, da hans ellers frastødende evne, forhåbentligt ville få mange mennesker til ubevidst at holde sig væk. En dejlig måde hvorpå at erhverve sig lidt fred i privatlivet, så og sige. men der var selvfølgelig undtagelser der bekræftede 'reglen'.

Selvom hun var utryg ved de nye lyde, fik sortelverens tydeligt undrende stemme hende til at smile, som om det hele bare var en leg. Et taktisk spil, som sad de ligenu i en varm dagligstue og spillede et parti skak. Hun havde de hvide brikker, han de sorte. Og nu da det var hendes tur, rykkede hun sin hest tættere på.
Hun prøvede at forvirre ham.

"Chyril..."

Hun gav 'Sebastian' en kort stund til at undre sig i, da hun med en tydelig stemme havde udtalt det mærkværdige navn. Hun gad ikke lege længere, og begyndte at få et seriøst smil. Hun håbede på, at han ville undre sig. Bare kort.

"My name.... Is Chyril..."

Hun rykkede langsomt den ene fod bagud, så hun stod uden at svaje. Hun smilte kærligt, inden hele hendes krops muskler i et kort ryk bevægede sig. Hun snuste godt ind, og prøvede at placerer 'Sebastian' ved at finde ud af, hvor lugten af kulde blev stærkere, og var stærkest. Da hun stod på det tredje trin med den forreste bare fod, standsede hun igen med et hårdt ryk, så hendes hår faldt bølgende ned af den ene skulder, og hendes ansigt var det tætteste på sortelveren. Den bagerste fod stod stadig placeret på det fjerde trin. Hendes næse vibrerede, og hun havde munden helt åbnet i et lidenskabeligt smil, hvor sortelveren tydeligt ville kunne se hendes blodstænkte tænder, der enten var lettere gule eller rimeligt hvide. Chyrils brystkasse hævede og sænkede sig, og hendes arme hang slapt ned af siderne, imens alle fingrene var buet indad, som 10 skarpe fiskekroge. Hun begyndte at tale intenst til 'Sebastian' med en stemme, der på samme tid lød forpustet, men også underligt rolig.

"Because.. I wanna.. Know how to.... Love you..."

Hvis hendes forsøg på at forvirre ham, i sandhed blot var et forsøg, var det lykkedes i mild grad. Malekith havde altid mistænkt hendes intelligens for at være højere end hvad hun gav udtryk for i første omgang. Da hun først åbnede munden, sagde han intet, men ventede egentlig på en tilføjelse eller to. Det var nu et lettere underlidt ord at ytre uden sammenhæng, så han forstod hurtigt formålet da hun tilføjede at det var hendes navn. Uden et gengældende blik, havde han friheden til at betragte og 'læse' hende, og det var lettere sagt end gjort. Da der ikke var øjne at skue, måtte hendes smil være en direkte vej til hendes emotionelle status, og en måde hvorpå at kunne læse hendes intentioner.

"And my name is Malekith..."

Svarede han, da det jo kun var gode manerer at præsentere sig selv når nu hun gjorde det samme. Med det samme kiggede han ned i den telefon han holdte imellem hænderne, og taste hurtigt navnet ind som vedhæng til billedet af hende. Hurtigt puttede han den i inderlommen, og vendte igen opmærksomheden imod denne, Chyril.

Dog blev han en smule overrasket over hvorledes hun havde placeret sig selv på trappetrinene, og måtte nu sande at de stod en smule tæt. Tæt nok til at hun uden tvivl ville kunne fornemme kulden der syntes at komme fra selve hans krop. Dog fandt han hendes kropssprog blot en smule forstyrrende. Måden hun stod foroverbøjet og med hænderne formet som kløerne på en havørn. Som om hun var klar til at springe fra trinene og over ham. Stadig dog, bevægede han sig ikke ud af flækken, klar over den potentielle fare, men alligevel en fare han ikke anerkendte... da han ikke var et sekund i tvivl om at hun ikke ville være til fare for ham.

Begge øjenbryn blev på drastisk vis hævet op i en rynkende pande, og et skævt smil viste sig over hans læber ved hendes ord. Måske havde han totalt undervurderet hendes intelligens og instinkter for rov. Men uanset hendes intentioner, var Malekith ikke et bytte... tværtimod.

"I'm sorry my dear... but i can not teach you that. It may be the hardest lesson of your life."

Svarede han så med sin hæse stemme. Trods hans ord, var der ikke så meget som et hint af medlidenhed eller medfølelse at spore i hans tørre, kolde og hæse stemme. Dog nød han selv sine egne ord, med tankerne på hans job og livets bedrifter. Uden at se det som et sørgmodigt faktum, kunne han ikke se sig selv som elskværdig. Og at forsøge hvad hun åbenbart gerne ville 'lære', syntes næsten helt humoristisk i hans sind.