Working girl.

Dato: 6. april, en fredag.
Tid: 00:15
Omgivelser: Westernindretning/ærke amerikansk, røgfuldt og med fulde personer så langt øjet rækker. Gammeldags bar-rock a la Led Zeppelins "You Shook Me".
Sted: The Bloody Saloon,
Vejr: En mørk aften med vindstille vejr og en omklamrende kulde.
Påklædning: En sort, tætsiddende tanktop og nogle forvaskede, gråsorte jeans der slanger sig om hendes krop. Korte converse i mørkeblå og en halskæde i sølv med et kors som vedhæng. Hun bærer en smule mascara der forlænger hendes øjenvipper og en mat rød læbestift. Hendes hår er frit og skødesløst.


Mens musikken spillede og folk drak sig fra vid og sans, sad en slank, høj kvinde og stirrede tankefuldt ned på sin cola med isterninger og en citronskive i. I modsætning til alle andre i baren, havde hun ikke nydt en hel aften med at hygge sig blandt kendte ansigter. Hun havde arbejdet på det selv samme sted og havde lige fået fri. Hun var lettere udmattet selvom hun kun havde arbejdet siden mørkets frembrud. Hun burde ikke være træt, men det skyldtes nok hendes sult. Hun havde lyst til at overfalde hver evigt eneste menneske der befandt sig derinde, men hun prøvede stædigt at modstå sine egne behov. Hendes isblå øjne havde et intenst blik på colaen, det var som om at fokuset hjalp hende med at forholde sig i ro.
Hun sukkede let og tog hurtigt glasset. Hun drak længe og desperat indtil hun satte glasset hårdt ned i bordet og så sig omkring. Hun bed sig i læben, opmærksom på at det ikke blev hugtænderne der rørte underlæben.


Please give me the strength to go on without killing another innocent person!

Hun havde ladet en hånd omfavne sølvkorset og lukket øjnene svagt i. Hendes tanker havde været på russisk som var hendes modersmål. Hun håbede inderligt at Gud ville høre hendes bøn. Hun vidste at hun ikke ville kunne blive ved med at sulte, men hun ville så vidt som muligt forsøge at dræbe så få hun kunne. Ziva Milan, 21 år og nyfødt vampyr. Hun lignede en almindelig, ung kvinde, men hun var langt fra almindelig længere. Hun savnede sine forældre, hun fortrød dagligt at hun havde forladt dem. Nu kunne hun aldrig vende tilbage igen. Tanken om ikke at se sine søskende blive ældre, tanken om at hun selv aldriv ville ældes, gjorde hende utrolig nedtrykt. Indtil videre så Ziva ingen fordele ved at være vampyr.
En fuld, ældre mand med fuldskæg og lædertøj væltede ned foran Ziva der så forskrækket på manden med de hypnotiske, blå øjne. Han vrøvlede om en masse, hun var ikke sikker på hvad, det endte med at han langede ud efter hende og forsøgte at gribe fat i en af hendes hårlokker.
Ziva rejste sig hurtigt op og tog fat i mandens arm, hårdt og kontant:

,,Please leave, mr. NOW."


Hun så længe på manden der så lettere skræmt på hende. Han rejste sig langsomt og gik baglæns væk fra Ziva:

,,I'm sorry, ms. Sorry!"

Han gik snøvlende hen til baren igen og mumlede til sine venner der så forundrede hen på hende. Hun satte sig ned og så forsat tankefuldt på glasset med cola.

For William var dette blot en helt normal fredag aften. Hans hænder hvilede i hans jakkelommer, og den svage lyd fra hans støvler der betrådte fortovsfliserne fyldte taktfuldt hans øregange.

Foran ham tårnede saloonen sig op. Det var måske ikke lige det mest fornemme sted i byen, men det var også lige hvad William havde brug for lige nu. Han magtede ikke kostbare, selvglade piger der lugtede stærkt af parfume og konstant svingede håret op i hans ansigt.

Kulden fra dørhåndtaget bredte sig på hans håndflade, idet han lukkede hånden rundt om det og skubbede døren til saloonen op. Der stank kraftigt af alkohol, og adskillige stemmer - de fleste dybe og tydeligt tilhørende mænd - fyldte lokalet, men var dog højest nær baren.

Selvom der sad en del fulde mænd ved baren, fandt William dog alligevel en tom plads mellem en fulderik med kæmpe ølmave, og en kvinde af asiatisk udseende, som så ud til at være en del ældre end ham selv. Derfor værdigede han hende ikke mere end det ene blik. I stedet svingede han benene op på barstolen og henvendte sig til bartenderen, der tydeligvis var stresset.

"Just a beer,"

Han lod den ene mundvige pege opad i et drengen smil, og så til mens bartenderen greb en øl og en oplukker, og med en hurtig bevægelse fik øllen åbnet. Det var helt klart noget han havde gjort hundredvis af gange før. Næste og sidste skridt i processen var at hælde øllen op i et krus, og det tog ikke lang tid for bartenderen. Med en bestemt bevægelse blev kruset stillet foran William, og han tog blot imod det ved at nikke.

Der gik dog ikke mange minutter, før de stangfulde mandestemmer blev for meget for William. Og så havde han desuden øje på en høj, slank kvinde, der sad ved et bord i et af lokalets fire hjørner.
Han tøvede ikke ét sekund med at rejse sig op og gå over mod hende. Da han kom hende nærmere kunne han dog se at hun så noget anstrengt ud, men det faktum ignorerede han, for et eller andet fortalte ham, at han havde set hende før. Han kunne bare ikke placere hende... endnu.

"Mind if I sit down?"

Han hævede et øjenbryn og lod atter den ene mundvig pege opad, mens han betragtede kvinden og ihærdigt forsøgte at finde ud af, hvor han havde set hende før.

Ziva lagde ikke mærke til at døren blev skubbet op og en ny gæst trådte ind. Hun stirrede stadig på glasset mens hun tænkte over hvordan hun skulle klare sig igennem aftenen. Heldigvis havde der endnu ikke været en flot, sød fyr som var kommet hen til hende, i så fald ville hun ikke være i stand til at modstå, det havde hun opdaget. Jo flottere et menneske var, des sværere var det for hende at vige tilbage. Hun lod en hånd glide ned langs glasset i en let bevægelse. Hun begyndte at dreje det langsomt rundt, isterningerne klingede lavmælt imod glasset.
Hun var som sunket ned i dybet af sin frustration, da en stemme pludselig brød hendes mørke.
Ziva kiggede op og så lettere forskræmt på manden. Han var flot, men han var ikke menneske, det kunne hun lugte. Han var heller ikke vampyr... men hvad var han så? Hun var tavs i et langt øjeblik, men så lod hun blikket falde febrilsk ned:

,,Oh, ehhh... No, no... you can sit."

Egentlig var Ziva ikke den type pige der lod fyre sidde ved hende, ikke lige for tiden i hvertfald, men hun kunne heller ikke rigtig afvise ham. Hun så op på ham og smilede lettere akavet. Hun var ret genert omkring det modsatte køn, hvilket ikke kun satte hende i en situation som sulten vampyr, men som en ung kvinde på bar bund. Hun havde aldrig haft en kæreste, aldrig kysset en dreng, aldrig... noget. Det havde delvist været hendes forældres skyld, men også hendes egen. Hun var en flot pige, det vidste hun godt, men hun havde aldrig turde springe ud i kærlighedens boldgade.

I wonder what he wants... and what he is? For some reason, I still want to... but I can't! I must be strong!

Hun sank en let klump og holdte forsat en lettere nervøs øjenkontakt med manden. Han lignede typen der havde charmeret sig ind på mange piger. Måske var hun den næste? I så fald ville han ikke være heldig denne gang. Hun var ikke nem at komme ind på, men hun var dog alene... Ziva havde ingen venner i denne by, eller generelt. Måske skulle hun forsøge at være åben over for hvad end denne mand havde i sinde?

Uden yderligere indvendinger tog William plads overfor kvinden. Hun virkede stadig lidt fjern og forvirret, eller nok nærmere nervøs. Men for hvad?
Forsigtigt placerede han sit ølkrus på bordet mellem dem. Han lod også sine arme hvile på det, og lænede sig en anelse ind over det og forsøgte at fange hendes blik. Selvom det måske var umuligt for ham, ville han hjertens gerne hjælpe denne kvinde, for hun så ærligt talt ikke ud til at have det særlig behageligt. Og desuden ville han have svært ved at finde ud af hvor han havde set hende før, hvis han ikke kunne se hendes øjne - det var den måde, han kunne genkende folk på.

"Something wrong?"

Han talte afdæmpet og langsomt, for at berolige hende. En del af ham skreg, at han bare burde blande sig udenom dette og gå igen, men en anden del af ham kæmpede imod den første, og insisterede på, at han i det mindste burde gøre et forsøg på at hjælpe denne kvinde. Det han havde set af hende indtil videre, havde jo trods alt også været en ren fryd for øjet, og hvorfor risikere at gå glip af denne smukke kvinde, som måske kunne blive hans nye elsker?
Lige umiddelbart virkede hun dog ikke som typen der snavede hvem som helst, nærmere omvendt. Men det kunne jo også skyldes det hun var nervøs for, hvad end det så var.

Netop som William sad og betragtede hende, var det som om at hun havde fået samlet mod nok til at møde hans blik. Det var dog tydeligt at det krævede store anstrengelser fra hendes side at holde det fast, men William smilede bare sit charmerende, skæve smil, som indtil videre ikke havde svigtet ham; det havde smeltet alle kvindernes hjerter, og næste morgen lå de for det meste i den samme seng.

Han lod sig fortabe i hendes dybe øjne, og huskede pludselig hvor han havde set hende før; i et eller andet katalog der reklamerede for tøj, eller noget i den stil.

God damn, she is a model!

Hans læber var let adskilte, og hans øjne var spærret op - dog ikke på en uhyggelig måde. Kvinden foran ham var en vaske ægte model! Nu kunne han under ingen omstændigheder lytte til andet end den del af ham, der fortalte, at han burde forsøge at berolige hende og hjælpe hende.

Ziva så det kun som et dårlig ting at manden spurgte ind til hendes tilstand. De fleste ville se det som en omsorgsfuld tilgang, men ikke hende. Hvad fanden skulle hun sige? Hun var ikke typen der løj, ikke hvis spurgt direkte om noget. Det var en synd som hun faktisk aldrig havde begået, utroligt nok. Hun fugtede de matte røde læber og så lidt væk, hun overvejede hvordan hun skulle svare:

,,Well... I'm just a bit messed up right now. But I'll be fine!"

Hun havde en let russisk accent som ikke ville kunne genkendes medmindre man kendte til det russiske sprog. Hendes stemme var lettere hæs, men lys. De sidste ord sagde hun med en meget forsikrende tone, hun smilte mindre anstrengt og lod en af de blege hænder med de halvlange, velplejede negle køre igennem hendes askeblondte hår.

It is very nice of him to ask but I hope that he won't go further with asking me that sort of questions...

Hun rømmede sig let og mødte endnu engang hans blik med de isblå, intense øjne:

,,So, do you come here often? I don't think I have seen you here before..."

Det var ikke blot et overfladisk spørgsmål for at udfylde stilheden, Ziva ville med sikkerhed have set manden før hvis han havde kommet her tidligere. Hun arbejdede stortset hver aften, ellers ville hun ikke kunne betale sin husleje. Hun fik nok løn til at klare sig, men kun med de absolutte nødvendigheder. Hun skulle ikke ligefrem bruge mange penge på mad heller. Hun klarede sig, men savnede de goder der før havde fulgt med at være i familiens skød. Lejligheden i New York, shoppingturene med hendes søskende. Hun savnede det glamourøse liv som model.
Ziva lagde mærke til at fyren pludselig så ret overrasket ud. Havde hun noget i ansigtet? Ikke af hvad hun kunne mærke:

,,Uhm... are you okay?"

Hun så undrende på ham med de uskyldige øjne. Hun lignede mildest talt en nonne der var flygtet fra klosteret. Ren og uberørt, hendes hud var stortset fejlfri bortset fra de enkelte små ar hun havde fået fra sine forældres hårdhændede opdragelse. De var skjulte nu, men de gemte sig på hendes ryg, hvide og tynde, som om en tigers klo havde revet hende på det højre skulderblad.

William troede ikke på det hun fortalte. Delen med at hun var messed up skulle nok passe, men det kunne tydeligt ses på hende, at det ikke ville blive godt igen. I hvert fald ikke før han havde givet hende en kærlig hånd.
Dog så det heller ikke ud til, at hun ønskede at snakke om det lige nu, så han lod det ligge og greb i stedet sit krus og tog et par slurke. Øllen var iskold i munden og i halsen, men dermed også dejlig forfriskende og opkvikkende.

Klokken kunne ikke være meget mere end halv et om natten, og det var efter Williams mening ingen tid. Han var noget af en natteravn, især fordi det var en hel del nemmere at komme ind på livet af damerne om natten.

Ud af øjenkrogen kunne han skimte kvindens isblå øjne, der havde været nøglen til hans genkendelse. De var utroligt intense, og hørte under den kategori af øjne, som man kunne stirre ind i så længe det skulle være.

"No, I don't. I mostly come at other saloons, which are a bit more exclusive than this, if you know what I mean."

Ikke fordi han ikke syntes om denne, for det gjorde han bestemt, det var bare ikke ret ofte, at han rejste til en anden by for at nyde nattelivet. Men idag var en undtagelse, da han efterhånden havde været igennem adskillige af kvinderne i den by han var bosat i.

Da han havde fået åbenbaringen og havde kunnet placere kvinden overfor ham, havde han åbenbart set mere åndssvag ud, end han havde regnet med. I hvert fald åndssvag nok til, at hun havde bemærket det, og nok til, at hun spurgte ind til det.

"Yea. I just realized, where I have seen you before. You're a model, aren't you?"

Et smil spillede på hans læber, idet han sagde den sidste sætning. Han var næsten sikker i sin sag, men modellen han havde set i kataloget havde virket meget mere selvsikker, end kvinden der lige nu sad foran ham. Selvom han havde lagt dette emne bag sig tidligere, var han stadig opsat på at finde ud af, hvad der var galt. Men det kunne vente. Han kunne vente - lige så længe det skulle være.

Ziva betragtede ham drikke af sin øl. Hun drak ikke selv, dog vidste hun at Jesus drak vin og at Jomfru Maria formentlig havde gjort det samme, så hvorfor skulle hun ikke kunne nyde noget? Hun var vel bare ikke nået til det punkt hvor hun egentlig havde lyst til at prøve en øl eller noget andet. Hun havde det fint med sin cola, der dog var tom nu. Det havde også mest været for iscenesættelsens skyld, så hun ikke bare sad og hang - hun så mindre mistænkelig ud hvis hun sad og nød noget at drikke. Hun fik gratis drikkevarer fordi hun arbejdede her - det var en gode, men ikke ligefrem en hun havde synderligt brug for, medmindre baren havde serveret blod.
Hun nikkede sagte til hans ord. Hun havde ret, han havde ikke været her før. Hun prøvede fra tid til anden at smile, men det var svært for hende at virke oprigtig når hun ikke just var i det bedste humør. Da han spurgte om hun var model, ændrede hendes ansigtsudtryk sig fra at være nogenlunde normalt til helt følelsesløst.

'Are'... I wish.

Hun rystede let på hovedet og så lettere trist ned på sin drink:

,,I was... I am not modelling anymore."

Hun sagde det meget monotont, som om hun var ligeglad med dette faktum, dog strålede det modsatte ud af hendes ansigt. Hun ville helst ikke snakke om dét heller:

,,So, what's your name? I'm Ziva."

Hun smilte svagt og det var tydeligt at se at hun egentligt gerne ville væk fra dette emne. Hun havde en mistanke om at fyren fandt hendes tidligere profession meget tiltalende. Det undrede hende ikke, alle fyre hun havde fortalt sin profession til eller som havde genkendt hende havde fundet hende interessant. Men havde det kun været for hendes udseende og tidligere job? Måske, måske ikke. Hun havde aldrig turde at spørge. Hun havde blot badet kort i opmærksomheden og kommet videre. Hvis hun var blevet og havde givet sig hen til at lære nogle fyre at kende så havde hun måske været længere i sit liv. Men siden hun var blevet forvandlet havde hun mistet sin tiltro til mænd og for den sags skyld også alle andre.

Williams blik gled rundt i saloonen. Omgivelserne havde ikke ændret sig synderligt siden han var trådt over dørtærsklen; den eneste forskel var, at nogen af personerne var blevet erstattet med andre.

Blikket gled videre tilbage på kvinden overfor ham, men hun så ikke på ham længere. Det kunne tydeligt ses på hende, at han havde ramt et ømt punkt. Det lignede ellers ikke ham, at være så dårlig til dette. Hvordan kunne det være?

"Sorry about that. I'm not so good at talking about the right subjects, am I?"

Et undskyldende smil gled over hans læber. Det irriterede ham, at han havde gjort et uheldigt førstehåndsindtryk, da han vidste, at det betød meget. Det ville tydeligvis blive svært at score denne kvinde, men det gjorde ham på et eller andet plan bare endnu mere ivrig efter hende. Hun var ikke som de andre. Hun var anderledes, ny og spændende.

Han skulle netop til at spørge efter hendes navn, da hun gjorde det samme.

Ziva. What a beautiful name, to a beautiful woman.

Han betragtede hende med let sammenknebne øjne. Hendes askeblonde hår snoede sig ned til hendes bryst, hendes isblå, dybe øjne gav hende et meget intenst blik, og hendes svagt rosenrøde læber virkede for ham meget svære at modstå.

"My name is William."

Han overvejede at række højre hånd ind over bordet til en gestus, men blev dog enig med sig selv om, at det nok var bedst at lade være. I stedet smilede han svagt, og håbede på, at hun ville gengælde det. Hun måtte se umådeligt smuk ud når hun smilede, og selvom det var svært for hende lige nu, var han overbevist om at han var den rette til at få blødt hende op.

The Bloody Saloon var måske ikke det sted man forventede at støde ind i en kvinde som Ziva - selvom hun klædte sig forholdsvis råt og praktisk nu, så ville hun nok aldrig ligne det almene inventar der var her. Hun så op på manden da han talte. Hans lette ærgelse over mødets start kunne tydeligt ses, men hun tog det ikke så tungt - hun forstod udemærket godt hvordan det var. Hun selv havde heller ikke altid været heldig med at konversere, mest fordi der endnu var meget hun havde at lære. Hun var belæst, men hun havde ikke meget livserfaring:

,,It's okay, I mean... you didn't know. And I am not exactly helping with being so sombre... It has just been a rough day... and a rough week..."

Hun følte at hun skyldte ham en eller anden form for forklaring på hvorfor hun var lettere nedtrykt. Hendes næste smil blev mere oprigtigt som hun lavede en nikkende gestus - hun havde ikke tænkt sig at give hånd heller, mest fordi at hendes krops kulde ville være uundgåelig at føle:

,,Nice to meet you William. You are a nice change, very different from the bikers that usually accompany me."

Hendes smil blev lettere skævt som hun brød øjenkontakten og så hen på gæsterne i baren. Mange af dem var rockere med lædertøj og langt hår, de fleste havde også tattoveringer. Hun havde altid fundet kropsudsmykning ret interessant, men hun havde endnu ikke vovet at få nogen. Måske skulle hun få en lille tattovering? Hun anede bare ikke hvad hun skulle have lavet. Måske et fugleomrids?

Hendes sidste bemærkning, fik Williams svage smil til at udvikle sig til det skæve smil, som han var så berømt for. Han var åbenbart også en ny personlighed og type for hende, som hun ligeså var for ham.

Dog svarede han hende ikke, men betragtede hende i stedet og spekulerede på hvad han kunne gøre, for at få hende til at åbne lidt mere op og blive gladere. Problemet var bare, at han ikke anede hvad hun ville have. Det gjorde ham urolig. Han vidste altid hvad damerne ville have! Hvis dette havde været en hvilken som helst anden kvinde, havde han scoret hende for længst. Men Ziva var svær at komme ind på livet af.

"You know what?"

Han forsøgte at fange hendes opmærksomhed da hun så hen mod baren. Hvad var det, der var så spændende deroppe? Det var jo der, det vrimlede med fulderikker eller enlige folk, som lignede nogen der egentlig bare mest havde lyst til at tage livet af sig selv.
Han fortsatte dog uden at vente på hendes svar; jo før hans plan blev sat i værks, jo før ville hendes læber være som magneter mod hans.

"I think you'll need some fresh air."

Han rejste sig op, gik over og stillede sig ved hendes side og rakte sin hånd frem som tegn til at hun skulle tage den. Han var dog langt fra sikker på at hun ville gøre det. Han var ikke engang sikker på om hun overhovedet ville gå med ham, men han blev nødt til at gøre et forsøg.

Ziva så lettere uforstående på William som han i starten undlod at uddybe sin hensigt. Hun så ind i hans mørke øjne og blev endnu engang pirret af mystikken omkring hans væsen. Hvad var han? Ziva kendte intet til den okulte verden, men han var ikke helt mennske. Et svagt smil spredte sig, det så ganske høfligt og naturligt ud, men var det ikke helt. Ziva rejste sig lettre tøvende.

This is not good!... I can't keep myself back much longer...

Hun så ned på deres hænder og overvejede i et par sekunder hvorvidt deres berøring var en god ide. Hun lod dernæst sin hånd falde i hans. Hvis han ikke var helt menneske ville han formentlig vide hvad hun var - og i så fald løbe skrigende væk, så hurtigt han kunne. Eller hvad? Hvad nu hvis han var langt stærkere end hende, langt ældre? Et eller andet slags oldtidsvæsen? Hvad vidste hun, Ziva havde for længst opdaget at verden var et totalt uforudsigeligt sted.
Hun undlod at sige noget, som hun afventede situationen. Måske ville han slet ikke lægge mærke til hendes kulde, måske ville han og være ligeglad, lade som ingenting. Måske ville han flippe fuldstændig ud? Hun vidste det ikke.
Williams varme hånd imod hendes gjorde hende ør i hovedet. Selvom hun ikke var i nærheden af hans hud, kunne hun lugte hans blod og forestille sig rusen. Gad vide om hun overhovedet kunne drikke af ham? Hvad hvis hun døde? Hun bed sig i læben, igen påpasselig med at det ikke blev hugtænderne der gjorde dette, og prøvde at holde fokus. Hun burde løbe, men William fristede hendes nysgerrighed.
Da de kom ud kunne Ziva mærke kulden, men den fik ikke sit jerngreb om hende. Hun frøs ikke længere, svedte ikke længere, blev aldrig forpustet længere, havde aldrig rigtig ondt længere. Måske var det fordele, men det var også sært. Hun savnede at være skrøbelig, tanken om livets flygtighed havde drevet hende igennem hele livet, men hvad nu? Kunne hun i det hele taget dø? Hvad ville det kræve?

Det kom bag på William, da hun alligevel valgte at tage hans hånd. Men endnu mere undrede det ham, hvorfor den var iskold. Hun måtte da være ved at dø af kulde, den arme kvinde.
Det faldt ham ind, om hun mon overhovedet var et menneske; der var noget over hendes øjne, hendes hår, ja hendes udseende i det hele taget, der næsten var umenneskeligt. Det var kun få gange, han havde set så smukke kvinder. Hendes nervøsitet og tilbageholdenhed virkede også mistænkeligt, og temperaturen hendes hånd var, gjorde ham bekymret. Hvis hun virkelig var et menneske, havde hun højst sandsynligt hjerteproblemer.

Dog kom han ikke med indvendinger - endnu. Han havde bare brug for at være alene med hende, for så havde han på fornemmelsen, at alt dette ville gå meget lettere.

Han førte hende udenfor i kulden, men på trods af den, frøs han ikke. Han havde en utrolig indre kropsvarme, der sørgede for at der skulle meget lave temperaturer til, før han begyndte at fryse.

Han førte hende videre om bag saloonen, hvor han havde erfaret af der stod en bænk ved siden af et egetræ, der så småt var ved at blomstre. Der var forholdsvist mørkt herude, og han kunne kun lige ane hende i det svage, spøgelsesagtige skær fra månen.
Da de var nået hen til bænken gav han slip på hendes hånd og satte sig på bænken. Han vidste ikke om hun ville sætte sig ned, for det var efterhånden gået op for ham, at hun var ret utilregnelig.

Hun så dog ud til at fryse lidt som hun stod der, så han trak sin frakke af og rakte den op mod hende i strakt arm, som den gentleman han var.

"You look like you're cold,"

Da gik det op for ham, at hun sikkert ville afslå ham af ren høflighed, så han rejste sig i stedet op og hjalp jakken på hende, inden hun kunne nå at protestere.

"Better?"

Han smilede et bredt, drenget smil og blev stående tæt ved hende. Her i måneskæret så hun endnu mere attraktiv ud, selvom det næsten ikke var troet muligt. Det krævede store anstrengelser fra Williams side, ikke at lade hans instinkter tage over og kaste sig over hende.

Jo længere væk fra lys og individer de kom, jo sværere var det for Ziva ikke at stoppe William op og bide ham. Hun varuhyggeligt tavs som de gik og forblev ligeledes. Hun havde efterhånden regnet ud hvad William ville have af hende, men hun antydede ikke at hun havde lugtet lunten. Han ville bare have hendes ydre, som alle andre. Men kunne hun virkelig bebrejde ham? Hun følte ikke rigtig at hun var nogen person - men måske tiltrak det ham? At hun ingen særprægethed havde?
Ziva betragtede egetræet og smilte svagt. Hun kunne tydeligt se i natten og det fremgik også af hendes måde at færdes i mørket på. Da William tilbød sin jakke, bredte der sig et oprigtigt, imponeret smil.

He may be superficial, but at least he's a gentleman.

Hun skulle til at sige 'ja tak' da William rejste sig og lagde jakken om hende. Deres blik mødtes i et intenst, men flygtigt øjeblik. Ziva nærmede sig et kort øjeblik William, men trak sig derefter. Hun var på vej til at løbe væk og kom et stykke, men så vendte hun sig om.

Please forgive me God.

Tanken indtraf inden hun i en meget hurtig bevægelse, pludselig stod foran William - en vampyrs hurtighed - og så ham ind i øjnene som et rovdyr der fortalte sit bytte at tiden var ved at løbe ud. Hun skubbede ham ned på bænken og satte sig overskrævs på ham. Hun var væk nu, ikke en snert af hendes tidligere person var tilbage i hende. Hun nærmede sig langsomt hans hals imens hendes hænder pressede William hårdt imod bænken. Hendes mørkeblå øjne glimtede og var nærmest selvlysende i mørket.


(( Håber det er okay at hun skubber ham ned på bænken :) ))

Efter deres intense øjeblik, vendte Ziva sig pludselig om og løb et lille stykke. William skulle lige til at sætte efter hende, for han kunne under ingen omstændigheder lade hende gå nu, men så langt nåede han ikke. Pludselig stod hun foran ham, og han mødte hendes blik. Det var forandret nu; det lille glimt af liv var der ikke længere. Pupillerne var udvidede.

I næste sekund skubbede hun ham ned på bænken. Han havde ingen mulighed for at nå at tage fra og landede derfor på ryggen. Faldet var hårdt, men han var landet heldigt og havde derfor ikke de store smerter.

"What are y..."

Længere nåede han ikke, før hun kom nærmere og satte sig overskrævs på hans lår. En varme skød op i ham, og han smilede selvtilfreds.

Finally. I knew I could get her!

Det kom dog lidt bag på ham, at hun ligefrem pressede ham ned mod bænken. Hvor ivrig var hun lige? Ikke at det gjorde ham noget, tvært imod, men hun havde bare ikke virket som den type.
Hun nærmede sig langsomt hans hals, og han gjorde sig klar på at mærke hendes læber berøre hans hud. Hendes øjne lyste op i mørket, men forsvandt hurtigt fra hans udsyn, da hun blot var få centimeter fra hans hals...


((Of course it is!))

Ziva blev draget sygeligt imod blodet der nærmest talte til hende og lokkede hende igennem Williams varme hud. Hun kunne høre hans hjerte hamre en tand hurtigere. Han virkede ikke bange og derfor forsatte hun, blændet af sine impulser. Hun fugtede læberne langsomt før de blidt rørte Williams hals. En vag læbestiftplet endte på hans hals - hun havde markeret det sted hun ville slå til.
Hendes askeblondte hårs lokker dansede over Williams skuldre, han ville formentlig kunne dufte hendes Chanel No. 5 parfume på grund af intimiteten. Hun havde den samme varme i sig som ham, men hun havde et andet mål. Hun ville ikke kysse ham eller røre ham, hun ville dræbe ham.
Pludselig kunne hendes kridhvide hugtænder anes som hun igen nærmere sig Williams hals. Hun tøvede kort, men borede så tænderne dybt ned i hans hud. Hun lukkede brat øjnene og sugede grådigt til sig af den røde, strømmende væske. Mens hun sugede blodet, fik liv og styrke, følte hun en ubeskrivelig nærhed til William. Hun følte denne nærhed hver gang hun dræbte, som om hun var ét med den person hvis skæbne hun endte med at bestemme.
Hun pressede tænderne yderligere ned i Williams hud og lod ligeledes sin krop presse sig imod hans. Hun udstødte et lavmælt støn af ren nydelse, en lys, spinnende lyd, som en kat der blev kløet på maven.

William var overbevist om, at hun ville rykke videre til munden, da hun blidt havde strejfet hans hals med læberne. Hendes duft, der formodentlig kom fra hendes parfume eller shampoo, sneg sig ind i hans næsebor og forblev der. Han tog roligt fat i en tot af hendes hår og kørte sine fingre igennem den, hvorefter den atter landede blødt på hans skuldre.

Hans blik var rettet op i himlen, og det betragtede fuldmånen og de få stjerner, der kunne skimtes denne nat.
Derfor bemærkede han heller ikke hendes hugtænder der kom til syne - dog kun for en kort stund, før de i en hurtig bevægelse sank dybt ned i hans hals.

Den varme følelse indeni ham var der fortsat, nu endnu stærkere end før, idet hun pressede sin krop mod hans og stønnede lavt. Hun nød det.
Der gik nogen sekunder før det gik op for ham, at den varme fornemmelse fra hans hals ikke var opstået på grund af hendes ånde, men på grund af blodet, der strømmede ud derfra. Hans øjne opspiledes af forskrækkelse.

Are she... drinking my blood?

I en hurtig bevægelse skubbede han hende af sig, og skyndte sig så at rejse sig fra bænken. Han trådte et par skridt væk fra hende, og endte med at stå med ryggen lænet op ad egetræets stamme.

"Are you a vampire?!"

Hans far havde fortalt ham historien om de magiske væseners oprindelse adskillige gange, og dermed vidste han også besked med vampyrerne. Men han havde aldrig i sit liv forestillet sig, at Ziva var en af dem.
Hans øjne hvilede på hende, og frøs fast ved hendes mund der var tilsmurt med blod. Forsigtigt førte han hånden op til sin hals og rørte ved området hvor hun havde bidt. Det var ømt, og da han sænkede hånden igen for at se på den, var den fyldt med blod. Men selvom end ikke han forstod det, følte han sig tættere og mere tiltrukket af Ziva end nogensinde.

Dybt inde i rusen var Ziva et eller andet sted. Hun var en del af mørket og alt hvad det besad, indtil lyset ramte hende og hun var endt på jorden. Hendes øjne var vidt åbne som hun så forskrækket på William - som om han havde suget hendes blod. Hun betragtede hans hals, hendes øjne var stadig fyldte med et rovdyrs ivrighed og ustyrlighed, dog vendte hun sig om, hendes hænder støttede hendes overkrop som hun vendte sig væk fra William.

What have I done?! I should never have spoken to him!

Hun tørrede sin mund med den ene håndryg og klemte øjnene hårdt sammen. Hun kunne ikke stole på sig selv, uanset hvor hårdt hun prøvede på at kontrollere sig, ville det aldrig lykkes hende helt. Hun udstødte endnu et støn, men det var sørgmodigt og ynkeligt:

,,I'm sorry! I..."

Hun fik ikke færdiggjort sin egen sætning før hun i et raskt tempo gik ind på baren igen. Hun greb sin læderjakke og sin sorte taske med lange frynser før hun for alvor ville smutte ud i natten, eller måske bare hjem - hun ville nødig risikere at såre andre personer i nat.

Hun gik ud af baren og strøg en hånd over korset. Hun vidste hvad hun i virkeligheden burde gøre. Hun burde finde den nærmeste kirke og beklage sin synd. Et eller andet sted fandt hun det nyttesløst. Hun ville aldrig stoppe med at dræbe: det var hvem hun var nu, en morder. Med lange elegante skridt begik den unge vampyr sig imod sit beskedne hjem. Hun burde ikke være ude mere i aften. Gud ville lytte til hendes synder, uanset hvor hun befandt sig... og måske ville han tilgive hende.


-Out.

(( Vi kan jo altid starte en ny tråd, hvis det er :) ))