en uventet drejning

Dato: 5/4 - 2012
Tid:21.15
Omgivelser: nogen unge fulde mennesker
Sted: Miestas by
Vejr: mørk himmel med stjerne
Påklædning: et par sorte stramme jeans og en hvid t-shirt med en alt forstor grøn skjorte




kære daniel
Vi skriver til dig fordi, vi ved at dine forældre er borte, vi har ledte længe efter dig for at finde dig, men du er ikke til at finde, vi sendte dette brev til din gamle adresse, da der stadigvæk ikke bor nogen der, i håb om at du ville finde dette brev og læse det.

vi skriver til dig fordi vi har fundet en familie til dig i Miestas som gerne vil tage sig a f dig, og behandle dig som en del af deres famile........

Mere læste Daniel ikke i brevet han havde pillet ud af hans forældre gamle hus postkasse han holdte tit øje med huset og postkassen for at se om der ville komme noget, men der var intet andet endnu et af disse breve, han gad virkelig ikke at læse dem helt igennem han vidste jo hvad der stod, men alligevel var han lidt nysgerig på hvad denne familie kunne være for nogen, men nej han skulle ikke have en ny familie han ville have sine forældre tilbage og leve på gaden, hvis der skulle det til, han ville finde dem som havde slået hans forældre ihjel, men det var svært for han kunne ikke bevæge sig ud om dagen. hugtænderne var gemt så han lignede en almindelig gade dreng men han var beskidt meget beksidt men havde nyt tøj på , da han havde stjålet tøjet fra en butik, han havde lavet indbrud på natten før, han vidste han var efterlyst for flere sager men politiet vidste ikke hvem der var andet end at det var en ung dreng. han var sulten og skulle have blod han var dog ikke så sulten at han var nødtil at angribe det første og bedste, ofre, han havde kun været vampyr i et lille års tid og havde stadigvæk svært ved at styre sin blod lyst men det var blevet bedre, han kunne sagents gå forbi et menneske nu uden at angribe det, men lugten af blod gjorde ham sulten.


Daniel sprang ned fra et træ og begav sig ind mod byen der var meget mørkt men det var lige meget han så godt i mørke, så der var intet problem, han vidste dog ikke at der os var politi inden for væsners verden, ja faktisk troede han at de kunne leve frit. han kom hurtigt ned til byen hvor en masse unge mennesker vandrede fulde rundt, det var en gangske almindelig torsdag men folk var alligelvel ude og feste, det var en lidt kølenat men han frys ikke. han mærkede hans hugtænder komme frem han pev lidt da det gjorde ondt han havde stadigvæk ikke vendet sig til smerten, men han fik dem hurtigt ind igen da der kom mennesker forbi ham. han kiggede rundt efter et perfekt ofre, da han så en ung pige gå alene, han løb over til hende og sagde " hej du ser ensom ud " sagde han stille og pigen kiggede på hende " ja min kæreste er skredet med hans venner sagde hun trist og daniel smilede venligt til hende " det var ikke så godt, måske du kan hjælpe mig med noget ?" spurgte han sukker sødt og lavede hundeøjne til hende, pigen smilede og nussede ham i håret selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, men du godt nok beskidt, du kunne godt bruge et bad sagde hun og smilede, Daniel kiggede på sine beskidte hænder og sukkede " det ikke nemt at være gadedreng sagde han og smilede " men vil du ikke hjælpe mig, min lille er kommet til skade ude i skoven og har brug for hjælp løj han over for hende men lyd helt overbevisende, og pigen bukkede sig ned for at komme i hans højde " jo lad os komme afsted sagde hun stille og smilede, Daniel tog blidt hendes hånd og begyndte at gå lidt hurtigt, da de jo var nede i den anden ende af byen i modsat ende, end hvor skoven var .

Påklædning: Se profilbilledet.



Når månen var høj, og solen for længst var forsvundet under horisonten, så var det tid til at begive sig ud på de mange gader og stræder. For med nattens mørke, kom der de fleste af de udødelige væsner der befolkede denne jord. Og hvem skulle dog, i det mindste forsøge, at holde styr på disse væsner? Der var mange til den slags, men også mange væsner at holde styr på, og mange territorier at kortlægge og dominere. Canada var et af disse territorier, og her var Malekith en af disse - lovens lange arme. Miestas var et af de byer han især holdte godt øje med. Denne by havde åbenbart en stor befolkning af unge mennesker, og overnaturlige, der elskede at bevæge sig rundt i nattelivet. Og ikke alle disse unge havde 'rent mel i posen', så og sige. Så derfor var turen kommet til denne by.

Natten havde allerede budt på visse underholdende 'happenings', men Malekith var endnu ikke træt. For hans sjæl var ikke hans egen, og den krævede hans fulde opmærksomhed i disse mørke timer. Han var endt i et af byens gader og stræder, der næsten endeløst fortsatte rundt og rundt om hinanden i en endeløs cirkel af hor og vold. Fulde unge mennesker vraltede rundt. Pinlige og frastødende som de kunne være, men dog alligevel meget underholdende. De var ikke de eneste som var frastødende... Som Malekith gik forbi et par vinduer ud mod fortovet, blev der dannet et fint lag af frost på glasset. På mange måder passede han ikke ind, men han tvang sig ind i andres hverdage, og forandrede dem som regel for livet.

Malekith stoppede op da han overhørte en noget usædvanlig samtale. Han stoppede op ved et hjørne, og stod stille med ryggen mod en kold mur, imens hvad der lød som en ung dreng overtalte en køn ung pige til at følge med ham. Til en skov? Malekith rynkede sine bryn. Det lød som en løgn skabt af enten en sjæledæmon eller en vampyr. Typisk. Men det var ikke i hans magt at dømme blot på grund af mistanke. Han skulle se det ske. Malekith ventede derfor på at de to var begyndt at gå, før han selv gik rundt om hjørnet og efter dem.

Imens han fulgte dem, havde han fundet en Iphone frem fra lommen, og tastede lidt på den imens han betragtede en unge fyr. Pludselig fandt han et billede af drengen, og smilte tilfreds. Denne moderne alder kunne skam også tages i brug, selvom hvad man gjorde, var en oldgammel profession. Han stoppede derfor op, og rakte ind i hans inderlomme efter at have puttet telefonen tilbage i lommen. Han trak en lille glasbeholder frem fra inderlommen, og åbnede låget til den. Da han hældte den lidt på skrå, flød der et par dråber blod ned på fliserne. Med det samme kunne han selv lugte blodet, så han regnede med at en ung vampyr som Daniel ville kunne lugte det med det samme. En effektiv måde at fange en vampyrs opmærksomhed.

Daniel gik sammen med pigen mens de snakkede og havde faktisk en meget god samtale, med hende og syntes det var synd at hun skulle blive hans ofre, men alligevel ikke han ville ikke kunne overleve uden hendes blod, og hun var så lækker men ikke hans type, han var til drenge, men kunne godt syntes at piger var smukke. Han registerede slet ikke nogen der fulgte efter dem , da han kun tænkte på blod, han gik lidt i sin egne tanker sammen med pigen. Men der gik ikke længe før han lugtede blod og uden han vidste af det kom hans hugtænder frem et skrig kom fra ham da det gjorde ondt på ham hver gang hans tænder kom frem, pigen skreg forskrækket og så på ham, Daniel daniel vendte sig rundt og hvæste højt og så en mand stå med noget blod han hældte på jorden, hvem var den mand, han havde ikke set ham før men det her var ikke godt, han tvang pigen ned på knæ med en kniv han altid havde på sig i sin bag lomme godt nok var den ikke særlig skarp og han brugte den kun til at true med han havde aldrig stukket nogen med den, han holdte pige i håret og satte kniven mod hendes hals, han troede det var en civil politimand der kendte til vampyre, og derfor reagerede han som han gjorde ”kom ikke nærmere” sagde han og hvæste, pigen græd og bad og hjælp .

Efter at have spildt blodet på fliserne, kiggede Malekith op imod tagene af de høje huse omkring dem. En mindre flok krager havde spredt sig rundt på hustagene omkring ham, og var opmærksomme på alt hvad han gjorde. En finurlig ting ved hans evne, men ikke altid en dans på roser. Han viftede lidt med glasset og puttede derefter låg på den igen. Et tilfreds smil viste sig lidt kynisk over hans læber, idet blodet havde fanget drengens opmærksomhed. Det var dog ikke en reaktion han havde regnet med. Malekith puttede glasbeholderen ind i inderlommen igen, og begyndte at gå imod drengen, og den pige han åbenbart havde valgt at true.

Malekith' skridt var elegante og i glidende bevægelser. Han var en meget større tilstedeværelse end en simpel dødelig, og så længe han befandt sig på denne korte gade, ville ingen mennesker træde derind. Endnu en frynsegode ved hans evne, en evne der på mystisk vis frastødte folk på et ubevidst plan. Malekith valgte at fastholde et intenst blik på drengen, og lagde hovedet lidt på skrå, stadig imens han med den ene hånd i lommen nærmede sig dem begge.

"Se det, ville være dumt at gøre."

Sagde han med en lettere aldrende stemme, hæs og nobel på en måde som kun en Sortelver kunne præstere vokalt. At true med at slå en uskyldig pige ihjel, foran Malekith, ville i sandhed ikke være en god ide. Hvilket med det samme fik ham til at tro at denne unge vampyr ikke kendte til ham, og hvad han var. Så var det vel også på tide han fik det lært? Flere krager var kommet til området, og en af dem satte sig på Malekith' ene skulder. De var i hans vold. Han stoppede op et par meter fra dem og kiggede på den forskræmte pige og derefter på Daniel. Han ventede blot på at Daniel ville fjerne kniven fra pigen hals.

Der var gået panik i daniel det var derfor han gjorde det. Han kiggede rundt og så godt fulgene samle sig, han forstod det ikke, han kunne høre pigens tanker oppe i hoved, da han v ar tanke læser, han kunne ikke koncentere sig det var tydeligt, han var bange og vidste ikke helt hvad helved han egentligt selv lavede, ” STOP MED AT TÆNKE FORHELVED JEG PRØVER AT KONCENTERE MIG HERE” skreg han ind i hoved på pigen der bare blev mere og mere bange hun blev så bange at hun havde tisset i sine bukser. Daniel kunne lugte det og vrængede på ansigtede addrhh en stank , han så på manden og sagde ” forsvind” hvæsede han og hans tænder løb i vand.
Han greb hårdt i pigens hård og hev hende op og stå fjernede kniven fra halsen men satte den mod hende side hvor hendes nyre sad, ” Følg med sagde han koldt til pigen og begyndte at gå baglæns mens han holdt øje med manden der stod foran ham, det var tydeligt at Daniel var panisk og ikke selv tænkte over hvad helved han egentligt gik og lavede .

Panisk eller ej, hans handlinger ville have konsekvenser. Malekith var dog en smule overrasket over det paniske niveau og denne ukontrollerede adfærdsmønster den unge vampyr viste. Han kunne ikke huske at have mødt en så næsten sindsforvirret ung vampyr. Forvandlingen havde tydeligvis ikke gjort gavn. Malekith var ligeglad med pigen, og havde ingen intentioner om at bruge sine kræfter på måske at redde hendes liv. Hun havde allerede set for meget af drengen, og måske også set for meget til hans egne evner.

"Stop!"

Beordrede Malekith næsten arrigt da drengen begyndte at gå baglæns. Hans tålmodighed havde grænser, og at lege tagfat med en lille vampyr-dreng, var ikke en planlagt del af aftenens skema. Pludselig kunne en insisterende knurren høres fra en af de små gyder. En stor hund trådte ud i luset bag ved drengen, og stod med en klart truende adfærd, klar til at angribe drengen. Kragerne havde også trukket sig tættere på, og nogle fløj i luften, frem og tilbage og rundt om drengen.

"Daniel. Giv mig pigen. Eller du vil ikke leve til at kunne fortryde det."

Lød det så meget direkte fra Malekith. Der var ikke lagt skjul på alvoren i hans stemme, men han lod ham også vide at; han ville med glæde slå ham ihjel for at beskytte den overnaturlige verden. Malekith stod nu lidt tættere på, og havde rakt hånden ud imod pigen. Hun så ikke ud til at vide om hun skulle frygte Malekith, eller elske ham. Men det var nu rimelig sikkert at hun hellere ville væk fra kniven som drengen holdte imod hende.

Daniel så på ham og stoppede da der blev sagt stop, han vidste ikke hvorfor han stoppede bare fordi manden sagde han skulle stoppe. ” gå væk lad mig gå sagde han og så på pigen, da han pludseligt hørte en knurren bag ham ,han kiggede bagud og fik øje på en stor hund og kragerne der kom tættere på ham, han blev bange og smed kniven hen til manden så den landte på jorden hvor efter han skubbede pigen hen til ham og sagde ” jeg vil ike dø, ” sagde han stille og så på manden som han stadigvæk troede var en almindelig civil politimand, men tanken blev hurtigt skubbet væk da han kom i tanke om kragerne og de nstore hund der ligepludselig var kommet frem, han stivnede, og tog hænderne over hoved som blev han truet med et pistol. ” please jeg er bare en dreng” sagde han og så på ham, havde han været en menneske dreng han havde tudet nu. Pigen der blev sluppet løb over bag manden grædende og så på dem begge to.

Da Daniel endelig syntes at forstå budskabet af Malekith' ord og truende adfærd, smilte Malekith lidt kynisk. Først kiggede han på kniven der lå på jorden, og derefter på pigen, som skjulte sig bag ved ham, forskræmt. Ved hjælp af hans evne, fokuserede han på at få pigen til at blive i nærheden, og ikke løbe væk som så mange andre ville gøre.

"Godt..."

Sagde han så, roligt og sukkede dybt idet han vendte sig imod pigen. En krage fløje hurtigt ned og samlede kniven op, og fløj derefter væk, langt over husene. Hunden knurrede stadig, og alle de andre krager stirrede intenst på Daniel, klar til at fastholde ham på stedet. Nok var han en vampyr, men han var stadig ung. Malekith omfavnede den grædende pige der med det samme begyndte at takke ham for hvad han havde gjort. Malekith tyssede på hende og strøg hendes hår med hans ene hånd.

"Bare rolig. Alt er i sin skønneste orden."

Lød det fra ham i en beroligende tone. Hans anden hånd rakte dog ind i hans jakkelomme, og lidt efter, roligt og med fattede bevægelser, trak han en lille kanyle frem. Med den ene hånd holdte han pludseligt fast om pigens mund, og stak kanylen i nakken på hende, og indsprøjtede den klare væske. Hurtigt derefter blev pigen helt slap i kroppen, og inden han ramte jorden, greb Malekith hende, og løftede hende hen til muren, som han satte hende forsigtigt op af.

Med det samme derefter, vendte han sig imod Daniel, med et blik der kunne tolkes som værende truende. Hunden løb hen til Malekith, og med et enkelt strøg over den pels, vidste den hvad den skulle gøre. Hunden satte sig ved siden af pigen, helt stille og roligt. Malekith tog et par hurtigt skridt imod drengen, og tog fat om kraven på hans grønne trøje og hvide t-shirt, hårdt, i håb om at det ville holde ham på plads.

"Træk dine tænder til dig..."

Beordrede han så, i samme tone som han tidligere havde beordret ham til at stoppe. Lidt efter lidt, forsvandt kragerne, men Malekith fastholdte et skarpt blik ind i Daniels øjne.

"Hvis jeg giver slip. Lover du så at forholde dig i ro, og ikke løbe nogen steder?"

spurgte han, overraskende roligt og fattet. Næsten som en gammeldags gentleman der talte til et barn. Det var jo egentlig også et lignende scenarie. For hans alder overskred drengens utallige gange. Det var på tide at fortælle drengen alvoren ved at leve et liv som vampyr, og de love han måtte overholde. For han havde tydeligvis ikke hørt dem før. Og det virkede ikke til at nogen havde fortalt ham noget som helst før nu.

Daniel så på manden og flyttede sig på ingen måde han turde ikke for den store hund og kragerne der var omkring ham, han så på pigen og så ham trække en kanyle frem ” hvad gør du med hende ” spurgte han forsigtigt og så på ham , han var bange for den store hund og detvar os den eneste grund til at han ikke bevægede sig. Han stivnede da manden trådte over i mod ham, han skulle lige til at stikke af men nåede det ikke før manden havde fat i ham, han vred sig for at komme fri men intet hjalp, han var ung varmpyro g ikke lige frem den stærkeste , selvom han var stærkere end en på hans alder, var han ikke lige så stærk som en fuldvoksen vampyr, og han havde kun været vampyr i et lille års tid. ” JAVEL” sagde han surt til at trække sin tænder ind han gjorde det og tog sig til munden da det smertede voldsomt, de var stadigvæk meget ømme hans tænder, og det var derfor det gjorde ondt. ” hvad rager det dig om jeg stikker af, jeg har intet at tale med dig om, jeg ved ikke engang hvem du er ” sagde han surt og så på ham .