The Journey of Malekith Frightborn

MALEKITH'S JOURNEY

Chapter 1.
SVARTALFAHEIM

Året er 833 efter Kristi Fødsel, og stedet er Det Nordvestlige Norge. Iblandt alle de mange fjorde, dale og mindre øer, var der et lille, næsten indelukket kongerige. Kaldet Svartalfaheim. Dette rige bestod af 3 øer, og et lille stykke af fastlandet, alt sammen hemmeligt for omverdenen. Dette kongerige var regeret og kun befolket af Elvere, Hovedsageligt Sortelvere. Elvere der mange århundrede forinden havde frasagt sig Lyselvernes svagelige og filosofiske styre, og valgt at oprette deres eget kongerige i nordens kulde.

Dette var en tid hvor vikinger og barbarer regerede de omkringliggende have og landmasser. Disse dødelige tilbedte de overnaturlige væsner som guder og gudinder, men frygtede og hadede også mange andre. Desværre for visse overnaturlige, var der mange af dem, og de var ikke bange for at gribe sværd og skjold imod hvad de ikke kunne se eller ikke kendte til. Netop derfor, var dette lille kongerige holdt hemmeligt for omverdenen.

Her blev en Elver født under navnet Malekith Svartalfa Frightborn. Opkaldt efter kongeriget og familien. For det var ikke en hvilken som helst familie han blev født ind i. Det var en kongelig familie, født som den tredje søn og tredje arving i tronfølgen. Den førstefødte skulle blive konge, og opfostres således. Den anden skulle blive medlem af deres Religiøse kult, og den Tredje skulle blive en kriger, og en skønne dag tjene under han egen broder.

Så Malekith blev opfostret, ikke af kvinder, men af mænd. Med koldt stål i hånden, og simple tanker i hovedet, begyndte han sin træning i en ung alder af 12 år. Malekith viste sig hurtigt at have talent, men også at have et rebelsk sind, der søgte væk fra kongeriget i ny og næ. Det var et krigerisk folkefærd af elvere, mere end sædvanligt, også selvom de ingen fjender havde at bekæmpe ud over omvandrende dæmoner og andre overnaturlige. Men livet gik sin gang, og Malekith fortsatte sin træning i mange følgende år.

Livet som prins i dette rige, og især som den tredje tronarving, virkede til at være legende let og uden besvær. De eneste krav der var stillet til ham, var at adlyde sin far, og træne til at blive en mægtig kriger. Dette optog selvfølgelig ikke alt hans tid, så der var tid til overs. Nemlig tid til lidt ballade og sjov hist og her. Han havde en håndfuld ungmøer at 'lege' med på forskellig vis, men alle sammen uden tanker om videre tilknyttelse.

Da Malekith var 113 år gammel, og allerede en meget mægtig kriger og accepteret medlem af kongeriget, overtog hans storebror, Villius Vorentius Frightborn, tronen. Men han var mere krigerisk og magtgal en forventet, og inden længe, kaldte han sine bannere sammen, og besluttede sig for at udvide kongeriget. Malekith skulle selvfølgelig fungere som en af de øverstbefalende, og lede et angreb imod en større bosted for dødelige ikke langt fra kongeriget.


Chapter 2.
THE FIRST WAR & ELISIAE

Malekith var ikke en krigerisk sjæl, og ønskede ikke at hærge og plyndre. Derfor, meget imod hans vilje, blev han tvunget til at lede dette angreb imod de dødelige, blot for at udvide et kongerige han aldrig selv ville komme til at regere. Så med sværd og en stålfast, dog plaget vilje, gjorde han hvad der blev befalet af ham.

En skæbnesvanger nat faldt angrebet over dette fællesskab af dødelige. Dette ville også være første gang han så dødelige mennesker. Huse blev sat i brand, og brave vikinger blev fældet foran de hustruer og huse de forsøgte at beskytte. Malekith selv, dræbte ingen, da han ikke kunne få sig selv til at gøre noget så unaturligt som at dræbe. Han sparkede døren op til et hus, og i det samme hørte han en svag hulken fra en kvindelig stemme. han søgte længere ind i mørket, og fik øje på en kvindelig skikkelse der sad bøjet over en anden.

Denne kvinde vendte sig forskrækket om. Da hun fik øje på Malekith, kravlede hun bagud og endte op af vægen, kun for at sende et frygtsomt blik imod Malekith. Denne kvinde var... vidunderlig, og smukkere end nogen elver han nogensinde havde set. Hvordan kunne han dog dræbe noget så smukt, og hvordan kunne han dog lade hende blive dræbt? Hans eget blik var forskræmt, og først vidste han ikke hvad han skulle gøre. Beslutningen blev dog hurtigt taget i hans hoved, og han smed sit sværd på jorden og nærmede sig hende.

"Shh. I'm not here to hurt you. I'm here to save you."

Sagde han med hans bløde stemme, men alt hvad han fik var et mistroisk blik fra kvinden, og senere gråd. Denne smukke skabning var tydeligvis overrumplet af gråd.

"Please. Please don't cry."

Fremstammede han imens han fortsatte nærmere. Lyden af krigere der nærmede sig, fik ham til at haste hen til hende. Han løfte hende hurtigt, men blidt, op i hans arme, og løb afsted med hende ind i en skov, hvor han skjulte hende i et forladt hus.

Efter angrebet, var kongeriget blev udvidet, og det var hans opgave at etablere disse ydre kroge og inkorporere dem som en del af kongeriget. I løbet af flere år, sørgede han for kvinden, som hed Elisiae. Og de voksede sig tættere og tættere. Det var imod landets love at mænge med dødelige, så alt dette blev selvfølgelig gjort i al hemmelighed. Til slut besluttede Malekith og Elisiae sig for at blive gift i lyset af de Nordiske guder. men dette blev opdaget!

Elisiae blev revet ud af hans arme, og selv blev han kastet i et fangehul, hvor han sad i flere dage uden at høre andet end hans egen stemme, og uden at se andet end mørke. Han blev bragt fra fangehuldet, og op i tronsalen, hvor Elisiae var lænket til gulvet, og hans ældste broder, Villius stod ved siden af hende. Uden så meget som et enkelt ord eller et gisp, skar han struben over på Elisiae.

Malekith's hjerte holdte op med at banke i nogle få sekunder, og med øjne vidtåbne, så han hvorledes livet ebbede ud af hende som han elskede over alt.


Chapter 3.
A BOND BROKEN

Efter at have betragtet hvorledes Elisiae på brutal vis, blev skåret ud af hans liv som et skud fra en blomst, ville hans skæbne desværre være en helt anden. Han blev idømt til at afsone 100 år i de underjordiske fangehuller, i mørket og i kulden. Alle hans royale titler og egendele blev taget fra ham, og han blev smidt i en celle. Fordømt til at leve på beskidt vand og råddent brød i hvad der syntes en evighed.

Her rådnede han op, uden at rådne. Han kunne mærke hvorledes gråden pressede sig på, men kunne ikke mærke tårerne rulle ned af hans kinder. Mørket omsluttede ham, og det var i disse huller at han for alvor begyndte at blive en Sortelver. En forvandling der markant ændrer essensen af enhver Elver. Og Malekith var ingen undtagelse.

Hans udseende ændrede sig fra at være bleg og glat i huden, til at blive mere mørk og rug. Det førhen lyse hår, blev mørkere og mørkere, som om det sugede den omkringliggende mørke til sig. Hans øjne, som før var blå, blev gyldenbrune. Men det var stadig Malekith, tydeligt for enhver.

Var dette hans skæbne? Var dette sådan en Elver ville leve sit liv, i had og smerte? I mørket? Var det sådan Naturens Moder ville behandle ham, en prins af tidens mægtigste Elverige, blot for at elske!? Siden dette syntes at være tilfældet, tog Malekith en vanskelig beslutning. Han klippede sit hår, og skar Elverruner i hans hud.

"Go away..."

Sagde han ud i mørket, der blot gav utydelige ekkoer som svar. Naturen skulle ikke længere have magt over ham, for hvad han havde tænkt sig at gøre, var ikke naturligt. Så Malekith brød med naturens bånd. Det bånd som omgav elvere verden over. han rejste sig op, med lænkerne om hans håndled, og strakte halsen ud.

"GO AWAY!"

I det samme lød der et insisterende sus i mørket, som når man åndede kraftigt ud. En bidende kold luft blæste imod hans ansigt, og så hele hans krop. Forskrækket og forvirret, kiggede han rundt og følte hvordan kulden bredte sig i hans krop. I et splitsekund så han en mørk skikkelse, som hurtigt forsvandt. Og Malekith var atter efterladt til hans egne tanker denne nye kulde i hans krop.

Men kulden tærede ikke på hans krop eller sjæl, men syntes i stedet at styrke ham. Men efter at have afsonet halvdelen af hans dom, syntes det at have tæret på hans celle, og de lænker som holdte ham på hans plads.


Chapter 4.
A THOUSAND YEARS OF LAWLESS EXILE

Malekith lærte at kontrollere hans evne, lærte at projektere denne kulde i hans hjerte. Så Malekith brød sine lænker, og flygtede fra kongeriget og hans fangeholdere. Som et resultat af dette, blev han stemplet som værende udstødt iblandt elvere. Den værste straf af alle, og han var aldrig igen velkommen i Svartalfaheim.

Men han var ikke foruden venner, og en ungmø ved navn Caelyn søgte at hjælpe ham i hans eksil. Hun skjulte ham fra andre, og viste sig at være en vidunderlig kvinde, trods hans nye ydre og hvad han havde gjort. I flere år boede han i nærheden af Svartalfaheim, og plottede hans hævn, alt imens Caelyn stadig var der for ham.

Dagen kom dog, hvor Malekith besluttede sig for at forlade norden, og søge imod andre lande. Dette var i 1100-tallet, og varden var meget anderledes end hvad han havde regnet med. Så uden så meget som et ord, forlod han Caelyn. For han havde indset at det aldrig ville blive til noget imellem dem, også på trods af hendes interesse for ham. Og han havde endelig indset af Hævnen måtte vente.

Han søgte sydpå, til Italien. Her levede han iblandt andre overnaturlige, og valgte også at deltage i krigen i Det Hellige Land. For kun mord og blod syntes at kunne fylde det hul Elisiae havde efterladt i hans kolde hjerte.

Så mange år i eksil bød på mange eventyr og mange farer, og for en elver, syntes det som tusinde af år han var mærket og lovløs. Han måtte slå ihjel og stjæle for at holde sig i live. Ingen syntes værdige til at ende hans liv, og Dæmoner, Engle, og Elvere faldt under hans sværd og jernhårde vilje.

En moderne og forandret verden begyndte at vokse frem, og overnaturlige væsner som ham selv, måtte selvfølgelig tilpasse sig. Dette var intet problem for Malekith, der forstod sig på ord, og havde samlet sig rigdomme og magt i især Italien. Han påtog sig mange forskellige jobs igennem tiden, under flere navne. Under navnet; Angelos Firenze, blev han Cardinal i Pavens kirke. Her lærte han alt der var at lære om denne nye religion, og lærte om Engle og Dæmoner, og om hvordan at slå dem ihjel. For menneskets affærer var ikke hans interesse.

Selvom han var lovløs, havde han skam også hvad der var tæt på at være venner. I det sene 1700-tal og det tidlige 1800-tal, havde han fået en lidt speciel bekendtskab. En Engel ved navn Alexis. Malekith havde håbet at hendes nærvær ville fylde det hul som Elisiae havde efterladt i hans hjerte. Han håbede denne skønne skabning kunen hjælpe ham tilbage i naturens arme, og finde fred i sindet. De voksede sig også rimelig tæt, men den videre udvikling kunne ikke ske. For Malekith var for optaget af hans kommende hævn, og det var alt hvad der fyldte hans sind. Så naturligvis voksede de væk fra hinanden, og til sidsts skilledes de, med ham på vej imod hans egen undergang.

I de tidlige 1800-tal, lang tid efter hans eksil, var han under navnet; Lord Caspar Xavier. Han havde bosat sig i det Britiske Imperium, nærmere bestemt, Ipswich, Nordøst fra London. han var herre over en slaveplantage, der forsynede hovedstaden med slaver fra det Nordlige Afrika. Åbenbart var han ikke blevet kræsen med hensyn til jobs.

I hans drømme var han begyndt at se en Engel. En engel smukkere end nogen anden, der holdte en håndflade imod ham, som om hun forsøgte at stoppe ham. Hvad betød denne gentagende drøm dog?

Chapter 5.
A SONG OF WAR AND PEACE

Tiden var endelig kommet til at lade hævnen regne ned over hans gamle hjem, og hans broder, som stadig sad på den kolde trone. Han rejste tilbage til Norge, han fødested, og stod på grænsen til dette tidsløse kongerige. Det var blevet mindre, skubbet tilbage af den moderne verdens fremgang, og deres egen stædige klyngen til fortiden. Riget var stadig middelalderligt, uden tid og alder, som elverne selv.

En stormende nat var faldet over riget, og regnen faldt som spyd af vand over landet. Slottet var uden liv, og på gangene lå der livløse kroppe af krigere, hugget ned, med blodet rendende på det flisebelagte gulv. Glimt af lys fra lyn kom ind af vinduerne, og lyden af skrig kunne høres i gangene.

En stor dør blev sparket ind, og Malekith trådte ind med beslutsomme skridt, ind i hvad der var tronsalen. Et blodigt sværd var i hans hånd, og et koldt blik var rettet imod tronen.

"Brother! You took her from me!"

Råbte Malekith, højt og uden skrupler. Dagen han havde ventet på, var kommet. På tronen sad hans ældre bror, Villius. Villius sprang ned fra tronen, og greb selv et sværd.

"Come then! If you are so eager to slay your own kin!"

De løb imod hinanden, men pludselig viste en lys skikkelse sig imellem dem, og de stoppede begge op. Det var en Engel. Det var Alexis! Hun bar på et barn, dødt, som hang livløst fra hendes arme. Hun mæglede fred, og spurgte Malekith, om dette virkelig var hvad han ønskede. Ville han virkelig ofre så mange liv, blot for at hævne et enkelt? typisk af en Engel at blande sig i andres affærer.

"But he took her from me!"

Råbte han vredt imod Alexis, inden han sprang imod Villius, og indledte en duel på liv og død. Den varede dog ikke længe. For Malekith huggede broderens arm af, og stak sværdet igennem struben på broderen.
Da Villius faldt til jorden, gjorde Malekith det samme, og faldt på sine knæ. Han kiggede sig tilbage, og Alexis var væk. En tåre faldt ned af hans kind. For dette var det samme sted hvor Elisiae blev taget fra ham, og Villius viste sig at dø det samme sted som hende.

Var det slut? Han havde fået hans hævn, og lagt kongeriget i ruiner, men hvad med hullet i hans hjerte? Hvad skulle han nu leve for? Hvad skulle holde ham i live?

Han så sig over hans en skulder atter engang, i søgen efter trøst fra hende som han engang havde sat megen af sin lid til. Men hendes lyse skikkelse var blevet erstattet med 5 kutteklædte skikkelser i mørket. han rejste sig op, med sværdet i hans hånd, og vendte sig imod dem. Men i det samme hørte han en kvindelig stemme i hans hoved.

"You have done well, Malekith. We could use one such as you."

Malekith kiggede mistroisk på skikkelserne, og sænkede så sværdet. Han hørte deres tilbud. Han skulle for evigt fungere som deres håndhæver af Deres lov. Det ville være den eneste måde hvorpå han kunne retfærdiggøre hvad han havde gjort. For evigt ville hans sjæl tilhøre dem, og med nye evner, ville han fælde dom over de som brød loven.

Fra den stormende aften, og til nu, har Malekith fungeret som lovens lange arm, og håndhæver af De Overnaturliges Love. Fortiden er sunket dybt ind i hans kolde sind, og han er blevet koldere end selve isen.

Han har fældet dom over utallige overnaturlige, og er både frygtet, hadet og respekteret i den Overnaturlige verden. Alle kender ham som hvad han er, og mange kan takke ham for deres utænkelige skæbne.


- mere kommer måske -