Isn't this fun?{Adalwin - Alexis}

Dato: 03 - 04 - 2012
Tid: 13.45
Sted: Midt i La forêt, udenfor Clairière.
Vejr: Solen skinner på en måde, man skulle tro den kun gjorde på film.
Omgivelser: En skov så smuk, som man kun ser på gamle billeder, og malerier.
Påklædning: https://2img.net/h/oi44.tinypic.com/1j3fkh.jpg

Solen bagede ned over de blomstrende træer, og synes at omgive det i et skær af gyldent lys, og en eventyragtig glød. En fugl kvidrede muntert fra et træ, og små skyer tøffede rundt på det uendelige lyseblå himmelhav. En kølig vind blæste rundt mellem træerne, som for at nedkøle de opvarmede væsner der måtte befinde sig deri.

En ung kvinde svævede lydløst mellem træerne, og synes at glide udenom ethvert støjende objekt der måtte ligge i vejen for hende, uden den mindste anstrengelse. Under den stramme, sorte trøje kunne man netop skimte løbet til en pistol. Bag hendes krop synes skygger at følge hende, som små, hengivne slanger.

Hendes skridt stoppedes pludseligt, og hendes hånd fløj op, gled ind under trøjen, og trak pistolen frem. I samme, glidende bevægelse snurrede hun omkring, og trykkede pegefingeren ned mod den lille metal aftrækker, og affyrede dermed pistolen.

Braget rungede gennem fuglenes kvidder, da hun skød mod et gammelt træ i nærheden. En fugl drattede kort derefter ned, og landede på den bløde skov, med et voldsomt blødende skudsår, og et hjerte der ikke længere slog. Fugle omkring hende lettede panisk, og hun snurrede igen omkring.

Bragene lød voldsomme i skoven, hvor der pludselig havde lagt sig en mørk tavshed. De kom efter hinanden, og efter hvert af dem lød en dump lyd fra en fugl der landede i græsset. Død. Stilheden var overvældende, da skuddene stoppede, og hele skoven synes at holde vejret, mens den ventede på de næste.

Alexis' trådte frem, og skubbede til én af de mange fugle, der lå på jorden, med en tåspids. Et lille smil spillede om hendes læber, og pistolen gled tilbage i dens hylster, uden videre besvær. Hendes øjne spillede muntert, da hendes læber adskiltes, og en hviskende sætning ødelagde muren af tavshed.

"Sharp as always ..."

Hun fortsætte hendes gang, som havde hun aldrig skudt fuglene, og kom derfor dybere og dybere ind i skoven. Paradiset vendte langsomt tilbage, og fuglkvidderene kom tilbage, da hun var nået nogle kilometer derind. Mønsteret gentog sig pludseligt, da hun snurrede omkring, og rettede pistolen imod en hjort.

Hendes skud affyreredes et utalligt antal gange, og hjorten faldt om på jorden med et hvæs. Hendes skridt svævede over jorden, inden hun gled ned på hug foran den, og pressede en finger imod det sted, for den hjerteslag skulle være. Blodet fra de utallige skudsår, der alle havde ramt i dyrets pande eller bryst, badede hendes fingre, og farvede dem røde.

"Almost dead. Good."

Hendes fingre snoede sig om en gren, og hun hev sig op med en elegant bevægelse. Hun drejede kroppen, og travede videre, væk fra den dødeligt sårede hjort. Dybere ind i den skoven.

Han havde stået og både hørt og set det hele, fra sit skjul som et træ... Han havde skiftet sin form så han stod bare og lignede et hvilket som helst andet træ hvis man ikke fokuserede et hundrede på at finde de ting der skilte ham ud fra alt det andet...

Han stod op af et andet træ og faldt bare i et med det, og havde den ene arm stukket frem som en gren... den gren kvinden forsøgte at bruge til at rejse sig op med. Han havde låst armen så hun stadig kunne rejse sig op med 'grenens' hjælp...

Han vidste ikke hvorda han skulle konfrontere den kvinde, den sygeligt bindegale kvinde der havde skudt flere fulge og en hjort, han var vred på hende over at hun endda bare lod dem ligge...

Den slags når folk bare lod deres drab ligge og flyde var noget han ikke kunne fordrage fordi det var hans job at hjælpe folk der døde i den skov videre. Han kunne se hvordan fuglenes sjæle baskede rundt om kvinden og hvordan de ville have hævn... Det var dog ikke alle fuglene men en 3 af dem kun der fløj rundt om hende.

Da hun havde fået rejst sig op greb han ud efter at tage fast i hendes arme. Han regnede med at få fast da hun tilsyneladende ikke vidste han var der...

"You should not run around destroying the natural cyclus like this..."

Foran hende stod der nu en mand lavet af træ og alt i alt, lignede en der havde haft det lidt for sjovt med at leve sig ind i rollen som naturens beskytter...

Alexis' gisp svævede mellem træernes grene, da træet hun havde støttet sig til, pludseligt greb fat om hendes arme, og låste hende dermed fast. Hendes blik flakkede vagtsomt rundt, som var hun sikker på, at det var magi der havde gjort træet bevægeligt, og magiens ejermand nu stod på lur.

Men intet kom frem. Istedet fandt hendes blik træet, og hendes mund åbnedes kort, som ville hun sige noget, men lukkede sig derefter igen. Hendes blik granskede træets menneskelignende skikkelse, og det overraskede glimt i hendes øjne, var derfor betydeligt mindre, da træet irettesatte hende.

"Either I will destroy nature's ... What did you call it? Cyclus or something ... Or the nature's very own freaks will come and destroy my cycle. Living, thinking being, or chirping birds. Your choice."

Hun rev voldsomt i sine arme, med det formål at komme fri fra den kradsende bark, der holdt om hendes arme. Det var tydeligt at hun både følte sig fanget, og forsvarsløs uden armenes fulde brug.

"Let go of my arms, you ... Yeah, tree is the word. Let go of my arms, tree!"

Han holdt bare stramt fast i hendes arme, og låste bare sine hænder, så det stortset ikke var muligt at komme fri af hans hård og stramme greb...

"I Am not going to destroy your sycle or anything... I might make you suffer for all the unnecessary pain you have given these animals..."

Han så meget alvorligt på ehnde, fordi han kunne slet ikke forstå hvorfor de skulle dø, hvad var årsagen til at hun syntes disse dyr skulle dø, hvad havde de dog gjor hende det var jo bare dyr der var til stede...

"And why did you kill them?"

Han lod sine vinger fold ud af ryggen som han stod der med hende, og hvis hun ikke havde et nogenlunde godt svar, ville han ende med at lette fra jorden, og true hende med at smide hende ned på jorden igen...

Han kiggede på hende... Før han talte stille og roligt...

"I i would think a time or too before opening your mouth..."