Is this seriously my half-brother? [James - William]

Sted: Williams lejlighed på 3. sal.
Tid: Omkring 07:15.
Omgivelser: Vægge, møbler, døre, you name it.
Vejr: Solopgang og vindstille, men dog alligevel lidt køligt grundet tidspunktet.

Solens nyfødte stråler tittede ind af stuens panoramavinduer. William missede irriteret med øjnene, før han til sidst var tvunget til at åbne dem. Først gled hans blik lidt åndsfraværende rundt på omgivelserne; himlen var farvet i røde, orange og gule nuancer fra solen der kæmpede sig vej op gennem horisonten. Hans møbler stod heldigvis hvor de plejede. Men hvorfor skulle de dog ikke det?
Han lod dovent blikket glide ned af sig.

Did I take my clothes off last night?

Han rystede svagt på hovedet af sig selv, og lod blikket fortsætte sin vandring. Han lod det følge sin venstre arm, der holdt om et eller andet. En skabning... En kvinde?
Hans øjne voksede sig store ved synet af hendes nøgne krop, der uskyldigt lå i sofaen ved hans side.

Did I have sex last night?

Hans ene øjenbryn røg tænksomt op i panden, hvorefter han dog forsigtet trak sig væk fra kvinden... Hvad var det nu lige, hun hed? Hendes hår var langt, blond og uglet - sidstnævnte var dog højst sandsynligt noget, som han havde forårsaget. Men hendes hårfarve hjalp ham ikke synderligt med at huske. Han kendte utallige blonde piger. Af en eller anden grund, var de altid de letteste at lokke med hjem.

Da kvinden begyndte at røre på sig, lå han atter helt stille, og stirrede i stedet ud af vinduet på solen, i håb om at hans øjenlåg snart ville få lettere ved at holde sig åbne.

Solens røde stråler badede lejlighedskomplekset i sit rødgyldne skær, og gav en illusion af, at hele bygningen stod i flammer. Hele vejen syntes at stå stille, og holde vejret, imens den i spænding ventede på noget bestemt, der skulle ankomme meget snart. Og det gjorde det også.

En sort Bugatti Veyron svingede i høj fart ud fra en sidegade, og stoppede med hvinende bremser, kun et par meter fra muren. Efter denne voldsomme afbrydning af vejens tilsyndladende stilhed, og fred, så virkede den efterfølgende stilhed pludseligt som en mur.

Inde i Bugatti Veyron'en sad en James, med blikket rettet stift imod muren foran ham, men han syntes alligevel ikke at ænse den. Langsomt gled hans blik ned til en lille æske, med fløjlsomslag. Hans hånd skød frem, og trak den ind til ham, som var den livsvigtig for ham.

Hans lange, slanke fingre fumlede ikke et sekund med låsen til æsken, men fik derimod skubbet æskens låg op på rekordtid. Skjult af skyggerne låget forårsagede, kunne man knap skimte stakken af breve, der lå pænt stablet nede i æsken.

James blik klistrede fast til brevene, i hvad der syntes at være timer - Men han rørte dem ikke. Brat kom der liv i hans krop, og låget blev smækket i, med en uovermenneskelig hurtig bevægelse. På trods af hans, eller altid så omhyggelige menneskelige skuespil, var alle hans bevægelser nu meget afslørende.

Et glimt af noget ubestemmeligt flakkede kort gennem hans isblå, intense øjne, men forsvandt igen, så snart han fik skubbet bildøren op, med den ene hånd. I den anden holdt han beskyttende om æsken, som var det bevismateriale i en massemordersag.

Døren blev smækket i bag ham, og bilens forlygter flammede kort op, da den blev låst automatisk. Men intet af dette bemærkede James, der allerede havde trådt adskillige, lange skridt, over mod døren der førte ind til lejlighedskomplekset.

Kort efter stod han i en trang elevator, på vej op til 3. etage. Omkring ham fløj forskellige toner, men han syntes kun at bemærke brudstykker af den elevatormusik der blev spillet i elevatoren. Hans blik var uden ophold fæstnet til æsken, og det ændrede sig først, da elevatoren klingede sit stop.

Dørene gled fra hinanden, og han syntes næsten af svæve i en unaturlig, men dog elegant bevægelse, da han trådte hen over det beskidte gulv. Kort gled hans blik over gulvet, og et småirriteret udtryk flakkede over hans ansigt, som levede dette ikke op til hans standard.

Han snurrede om på hælen, stadig knugende på den lille æske, og hamrede på døren, tydeligt uden at tage hensyn til, om folkene derinde sov, eller var igang med noget vigtigt. Hans ansigt udstrålede hverken venlighed, eller en anden form for følelse, der kunne betragtes som venlig.

Mest kulde, irritation og en svag forhåbning om, at hvad han nu end lavede dér, var en joke. Eller noget, der i hvert fald ikke var sandt.

Det føltes som en evighed, at William havde ligget og kigget på himlen der langsomt blev oplyst, og på solen der atter blev født på ny.
Han rodede sig lidt i håret, før han endelig havde fået taget sig sammen til, at glide lydløst ned fra sofaen. Han magtede ikke at håndtere en nøgen kvinde lige nu - I hvert fald ikke en nøgen, vågen kvinde.

Han trillede besværet ned fra sofaen og endte halvt nede på gulvet, inden han fik rejst sig op. Hans blik hvilede på kvinden, der stadig lå på sofaen og sov trygt, med et selvtilfreds smil om læberne.

Okay... I definitely had sex last night.

Blikket hvilede fortsat på pigen i et par sekunder, før det slap hende, og han traskede ud i køkkenet. Gulvplankerne var kølige mod hans bare fødder, men solens stråler kompenserede idet de skinnede på hans ansigt og resten af hans krop.

Det føltes som en ufattelig stor anstrengelse at bevæge sig den korte vej fra stuen og ud i køkkenet, men til sidst nåede han dog frem. Hans hånd rakte op i et skab og trak et glas ud, som han fyldte til randen med iskoldt vand fra hanen.
Et flygtigt blik gled over den store bunke opvask der nær fyldte alle bordpladerne. Han burde seriøst blive bedre til at gøre rent. Eller også kunne han sikkert anskaffe sig en rengøringsdame - en lækker rengøringsdame.
Glasset blev ført op til hans læber, og den iskolde, opkvikkende væske banede sig vej ned gennem hans hals og vækkede hans indre organer op.

En hård, utålmodig banken lød pludselig ude fra gangen. Williams hånd gav slip på glasset med et sæt, og det ramte gulvet med et smæld og blev til tusind glaskår. Det var forhåbentligt ikke en eller anden høj, muskuløs mand, der var kommet for at hente sin blonde kæreste. Men ligemeget hvad, blev William nødt til at åbne.

Da han var nået ind i stuen, var den blonde pige vågen. 'What's happening?' lød hendes sukkersøde, forvirrede stemme henne fra sofaen.

"Nothing, baby."

Han skænkede hende ikke ét blik, men talte dog i sit mest overbevisende tonefald. Ligemeget hvem der stod udenfor døren, vidste han, at det ikke ville gøre et godt indtryk hvis der stod en nøgen kvinde ved hans side.

Hans hånd hvilede på dørhåndtaget i lidt tid, før han tog en dyb indånding og åbnede døren med et påtaget smil. En høj, muskuløs mand stod afventende uden for døren.

Shit...

"Who are you?"

Denne gang snakkede han i et neutralt, ligegyldigt tonefald, imens han håbede på, at denne mand ikke var mødt op foran hans dør for at beskylde ham for at stjæle hans dame.

James nåede ikke betragte døren iskoldt i mange sekunder, inden den blev åbnet for hans blik. Han intense blik borede sig derefter ikke ind i døren, men en ung dreng, der stod kun i underbukser. James øjenbryn fløj op i panden, netop som drengen begyndte at tale.

"You got to be kidding me. You!? Are you William Amberson?"

Uden at vente på svar, skubbede han til drengen, og på trods af at det ikke var et hårdt puf, kunne han alligevel få klemt sig ind af døren. Den fløjlsovertrukne æske hvilede hele tiden beskyttet i hans hænder, som var det vigtigere at æsken havde det godt, end drengen.

"My name? I'm James."

Hans blik gled søgende rundt i lokalet, som forventede han at finde tre guldovertrukne skabe, og mange marmor søjler i lejligheden. Men i stedet fandt det hypnotiserende blå blik, en nøgen kvinde der stirrede forskrækket på ham, som indvaderede han deres privatliv.

"You know boy ... At first, i just thought that i needed to give you like ... A thousand dollars, so you could buy clothes ... Now I think that i need to give both of you clothes. And by the way, I hope that I aren't disturbing anything."

Den første del af hans sætning, virkede blot irriteret, men der var ikke spor af sarkasme i sætningen. Den næste halvdel var så tør, at det var helt sikkert at han var fuldstændig ligeglad, om han så var kommet ind og forstyrret dem midt i selve akten.

På trods af at enhver anden mand ville være ret fokuseret på den nøgne kvinde der stod meget tæt på ham, virkede hun på ingen måde til at interessere ham. Hans muskler spændedes konstant, som var han meget anspændt over en eller andet, mens hans hænder konstant flakkede over æsken i hans hænder.

Please god. Please tell me that this i a joke. This guy? This guy!? Okay .. First step, buy him some normal clothes. Who hides more than his dick.

Hans skræmmende blå blik fangede endnu engang William, og et indbydende smil dukkede frem på hans læber. Men alligevel skinnede irritationen og foragten dybt igennem smilet, og ødelagde derfor enhver illusion af at han var glad for de næste ord der faldt;

"William .. I'm your halfbrother."

Williams ene øjenbryn løftede sig undrende op i panden, da den fremmede mand åbnede munden og begyndte at plapre derud af. Han stod blot og betragtede ham søvnigt, som om det egentlig ragede ham en høstblomst, hvad det var manden råbte. Men selvom det ikke så ud til det, lyttede han dog.

"Yes, I..."

Længere nåede han ikke, før manden puffede til ham og vadede ind i lejligheden. Hvem fanden troede han egentlig, han var?
Det var først nu, at William følte overskud nok til, at betragte manden, som til hans information åbenbart hed James. Hvad ragede det ham egentlig? James bar på en eller anden æske, som højst sandsynligt indeholdt noget meget kostbart, for han bar rundt på den som var det hans eget barn.

Da James ikke havde plapret i en rum tid, gik det op for William, at han havde fået øje på kvinden - som han i øvrigt stadig ikke kunne huske hvad hed.
Han vendte blikket op i loftet og gjorde sit bedste for at se bedende ud.

Dear God. Why me?

Han slog hurtigt blikket ned igen og sukkede indvendig. Hvor var dette dog typisk. Det skete altid for ham. Altid. Men på den anden side var det egentligt ikke så underligt, når han altid selv lagde op til det. Denne gang mente han dog ikke, at det var hans skyld. Han kunne selvfølgelig bare have ladet være med at gå i seng med gud og hver mand, men alligevel...
'... And by the way, I hope that I aren't disturbing anything', lød James' stemme tørt.

Oh really? But you are, you son af a bitch!

Han tog et par skridt frem så han stod ved siden af James, og så olmt på ham. Hvad fanden lavede han egentlig her?

"You know what? You have to have a really, really good reason to be here, cause otherwise you have to pack up your ass and leave. I was pretty much in the middle of something, when you showed up and made me look like a fool."

Det gik op for ham at han havde glemt at lukke døren, så hvis der var folk i opgangen, ville de have hørt det hele. Super. Bare super.
Han vendte sig hurtigt om og puffede til døren så den smækkede i foran ham, hvorefter han lige så hurtigt vendte sig om igen og trådte hen foran James, så hans krop stod i vejen for udsigten til den forvirrede blondine i sofaen.

Det så ikke ud til at det irriterede James synderligt, for de stod nu blot og stirrede intenst på hinanden uden at sige et ord. Dog blev tavsheden snart brudt.
William kunne ikke tro sine egne ører. Halvbror? Han havde sgu da ikke nogen halvbror!

"I think you made a mistake. I don't have a halfbrother, and especially not you."

Ordene blev sagt i en kold, anklagende tone. Dette kunne ikke være sandt. Det måtte være en eller anden lam, forsinket aprilsnar. Måske var James ikke i stand til at holde styr på månederne? Det skulle ikke undre ham.

James ansigt ændredes ikke spor, da William talte. Faktisk syntes han slet ikke at bemærke drengens ord. Det eneste tegn på at han hørte drengen, var et kort, charmerende smil der flakkede over hans ansigt, men i så høj tempo at nogle vil tro at det var indbildning.

Ikke et spor efter smilet fandtes bagefter i hans ansigt, men hans glød havde alligevel ændret sig fra at virke som om han kunne myrde hvemsomhelst(især William), til at overgive sig til fakta. Han fulgte William med blikket da han smækkede døren og stillede sig foran ham, uden at foretrække en mine.

"And you didn't look stupid before i came? Really?"

Endnu et smil flakkede over hans ansigt ved Williams næste ord, men denne gang blev det siddende. En smule irritation hang fast ved hans smil, men der var dog alligevel denne aura af høflighed omkring det, som det ikke virkede til at han kunne slette.

"Oh. So your fathers name wasn't Dracul Chase Amberson?"

Han kneb øjnene en smule sammen, og hans hoved skød frem som ville han kysse William på kinden. Men det var ikke det han gjorde. Hans mund var blot få centimeter da han hviskede ordene, der skulle overbevise William helt;

"Dracul Chase Amberson .. The demon."

Hans hoved fløj tilbage, og hans ansigt afslørede ikke hvad han så end måtte tænke, eller hvad der netop var sket imellem dem. Hans blik gled tilbage til den blonde, nøgne kvinde med det uglede hår, og han nikkede høfligt til hende, som et 'goddag'.

Men endnu engang syntes han ikke at interessere sig for kvinden, og hans blik gled tilbage til æsken, som han stadig knugede mellem sine fingre, som var det livsvigtigt for ham. Han holdt æsken fast med blikket i nogle sekunder, inden han omhyggeligt stillede den på bordet.

"Do you want a prove? Come and look. The letters from our father to ours mothers. About us. Pictures. Names. Everything."

Hans fingre fik med overmenneskelig fart åbnet låsen, og åbnede derefter alt for hurtigt låget, helt uden de tidligere omhyggelige bevægelser. Men alligevel var der noget elegant, smidigt og glidende over hver af disse, ukontrollerede bevægelser.

Brevene kom til syne i solens skær, da han åbnede låget helt. Halvdelen af brevene var helt utroligt gamle, og de var tydeligt mindst 700 år gamle. Den anden halvdel af brevene var af nyere oprindelse, men så alligevel ud til at være omkring de 100 år gamle.

"Do you want to look, brother?"

William fnøs opgivende og kunne ikke holde et svagt, skævt smil tilbage. Han tvang det dog til at forsvinde. Dette var ikke morsomt, overhovedet.

"At least I don't look as stupid as you."

Han blev nødt til at forsvare sig selv lidt overfor denne fremmed, som tydeligvis havde en skrue løs. Ingen med hjernen i behold, ville møde op foran en tilfældig persons lejlighed, og pludselig påstå, at man var brødre. Ingen! Undtagen James selvfølgelig, men ham var der vist også et eller andet galt med.

Selvom William var ufatteligt god til at holde masken, kunne det alligevel ikke lade sig gøre, da navnet på hans far blev nævnt. Dette begyndte at skræmme ham en smule; hvor vidste James alt dette fra? Hvordan kunne han vide, hvor han boede? Og hvordan kendte han navnet på hans far? Så mange spørgsmål, men så lidt lyst til at slynge dem ud. Han vidste, at han ville blive forfærdet over svaret.

Han skulle lige til at trække sig væk, da James nærmede sig.

What the fuck? If he kisses me now, i will seriously slap him!

Til hans store held gjorde James dog ikke andet, end at hviske i hans øre. 'Dracul Chase Amberson... The demon'. Så James vidste altså besked. Og dermed var der heller ikke særlig stor sandsynlighed for, at han var et menneske. Men hvad var han så? En dæmon? Højst sandsynligt.

William sagde intet, men fulgte blot James med øjnene, da han gik ind i stuen og placerede sin mystiske æske på spisebordet. William fulgte efter ham uden et ord. Han vendte sig mod blondinen, der stadig så lige så forvirret ud som til at starte med.

"Find your clothes and go. This is not something you should see... But I'll call you!"

Et skævt, charmerende smil - det, han var så berømt for - viste sig på hans læber og blev hængede et kort øjeblik, indtil han vendte sig mod James. Da falmede det, og hans ansigt var lige så udtryksløst som før.
Han så til mens James lynhurtigt åbnede æsken, og en god håndfuld breve kom til syne.

You got to be kidding me. Letters?! That's what's in that stupid box?

Det krævede en del anstrengelse fra hans side ikke at udstøde et fnis. Breve. Var det virkelig det, som James havde værnet så meget om?
Da han tilbød ham at tage et kig, kunne han dog ikke nægte. Lidt nysgerrig var han trods alt, og jo mere tid der gik, jo mere overbevist blev han om, at James rent faktisk var hans halvbror - selvom det var svært at tro det.

"Yeah, why not,"

Han trådte et skridt frem mod æsken, tog forsigtigt et af brevene op i hænderne og foldede det nænsomt ud. Hans øjne læste hver en linje, hver en sætning og hvert et bogstav. Så det var altså sandt, hvad James havde fortalt, var det ikke?

Da Williams første sætning faldt, flakkede noget der i mistænkelig grad lignede et charmerende, drenget smil frem på James læber, og blev overraskende nok hængende der i nogen tid. Den stramme, langærmede trøje der beklædte James overkrop bevægede sig smidigt i takt med hans egen krop, og skabte smukke skygger da han snurrede omkring mod blondinen.

Det indbydende smil sad stadig på hans læber, da han gjorde en umærkelig håndbevægelse imod hende, og spærrede øjnene en smule op, som var han overrasket over noget. Han fiskede noget op af lommen, der lignede en 1.000.000 canadisk dollar - Hvilket betød nok til at købe helt utroligt mange huse og både for - og viftede, stadig smilende med den.

"Wait .. She has clothes? Oh well ... I would have given her some of these, but if she already has clothes ..."

Han sukkede inderligt, og lod langsomt den helt utroligt værdifulde seddel glide ned i hans lomme igen. Det var tydeligt morsomt for ham, for hans øjne glimtede af et humør han sjældent viste - Især da blondinens øjne fulgte efter sedlen, som hun tydeligt gerne ville have.

Han vendte sig om mod William igen, og betragtede ham læse de samme breve, som han selv havde læst for ikke mange timer siden. Hans isblå, næsten uhyggeligt intense øjne flakkede henover brevene, igen og igen, som var det vigtigt at ingen af dem fløj væk. Som beviserne fra en forbrydelse.

"You believe in me now, no?"

Hans arme snoede sig om hinanden endnu engang, og blev ligeledes skubbet op over brystet, som et kryds over hans bryst. Hans fingre strammede om hinanden, og smilet forsvandt fra hans ansigt, som dug for solen. En mørk hårtot faldt ned foran det ene øje, men han syntes ikke at have bemærket den.

Hans blik var derimod fokuseret på William, som var det vigtigt for ham ikke at blive kaldt en løgner. Eller måske var det bare fordi, han mente at William kunne finde på at gøre noget ved æsken, der tydeligvis var noget James mente han måtte passe helt utroligt godt på.

"Oh, William? Be careful around the box. It is our father's, and he'll kill me if he finds out that I have found it. Especially if I even got it scratched, or damaged at all. You know how he is."

Den bløde stemme formulerede ord, som kunne være en joke imellem ethvert søskende par. En kæmpe overdrivelse af at få skæld ud. Men hans stemme var fuldstændig seriøs, og der var ikke et strejf af hverken drilleri eller overdrivelse i de dystre toner. Som mente han faktisk, at deres far ville slå ham ihjel.